Begyndte at gamble som 13-årig: Rasmus spillede alle sine penge væk

Rasmus startede med såkaldt skin betting som 13-årig og endte med at tabe 9.000 kroner.

I starten forsøgte han at vinde pænere skins til sine våben i Counter-Strikes. Men efter halvandet år, havde Rasmus tabt alle sine lommepenge og fødselsdagspenge på skin betting, i alt omkring 9.000 kroner (arkivfoto). (Foto: © Lino Mirgeler)

- Hver eneste gang, jeg fik lommepenge, fødselsdagspenge eller løn, så brugte jeg dem på skin betting.

Rasmus var 13 år gammel, da han første gang prøvede online gambling. På halvandet år spillede han 9.000 kroner væk på såkaldt skin betting.

Skins er udsmykninger til digitale våben, som man bruger i computerspil som Counter-Strike. Men skins har høj værdi og kan bruges som indsats i roulette eller blackjack i online casinoer. Og det har høj appel til unge, som håber at vinde nye flottere og mere værdifulde skins. Men ofte ender de med at tabe alt.

Skin betting er en slags pengespil, der især tiltrækker børn og unge Counter-Strike spillere. De køber forskellige udsmykninger til digitale våben og bruger dem som indsats på online spilsider med f.eks. roulette eller blackjack.

Først får man gratis coins

Rasmus er en af dem, der har stiftet bekendtskab med skin betting i en meget ung alder. Han er i dag 17 år gammel.

Han prøvede første gang skin betting, da han var 13 år. Omkring halvandet år senere havde han tabt omkring 9.000 kroner på at spille roulette med skins. Stort set alle hans lommepenge, fødselsdagspenge og løn fra ungdomsjobbet var tabt på rouletten.

Han fortæller her, hvordan det gik til:

- Jeg prøvede det første gang i 8. klasse. Det var der, det kom ud og blev en stor ting, siger Rasmus.

Rasmus spillede på en hjemmeside med roulette og startede med at bruge ‘coins’, han havde fået gratis, hvilket er helt almindeligt at få på diverse skin betting sider.

- Så kunne man indløse en kode og starte med 500 gratis coins, så man lige kunne prøve det af.

Begyndte at tabe penge

Rasmus tænkte først, at det ikke rigtigt var noget for ham. Men så vendte han alligevel tilbage til hjemmesiden med roulette og begyndte at flytte skins, han havde købt for egne penge, over på hjemmesiden.

- I starten var det bare for at vinde noget, så jeg kunne få nogle pænere skins. Så var jeg derinde lidt tid og brugte mange af mine penge derinde - og tabte alt, siger Rasmus.

Men det fik ikke Rasmus til at stoppe. Senere begyndte han at skin-bette på en anden hjemmeside, som stadig er aktiv i dag og meget populær blandt danske børn. Siden hedder CSGO Polygon.

- Igen ville egentlig bare gerne have nogle pænere skins, men så tabte jeg i stedet. Så brugte jeg nye penge på de samme skins, så gamblede jeg igen for at prøve at få nogle pænere, og tabte også dem. Det blev en slags rutine.

- Nogle gange vandt jeg faktisk rimelig meget mere, end jeg havde satset. Men selvom jeg havde lovet mig selv, at jeg ville stoppe, så var det bare ikke det, jeg gjorde. Så var der altid et eller andet pænere skin, jeg ville have. Og så tabte jeg det hele til sidst.

Vandt skin til 700 kroner - men tabet var større

Rasmus fortæller, at han én gang har vundet et skin i CSGO, som han fik brugt til noget i Counter-Strike.

- Ja, én gang. Med alt det jeg har tabt, så er jeg meget i minus. Det skin, jeg vandt, det var 700 kroner værd. Men hvis jeg tæller alt sammen, har jeg tabt omkring 9.000 kroner.

Flere gange prøvede Rasmus at stoppe med at skin-bette, men det var ikke let:

- Jeg gik mange gange og tænkte; nu stopper jeg. Så gik der to dage, og så tænkte jeg - måske kunne jeg godt lige vinde lidt penge og lidt skins. Jeg blev ved med at tænke; nu tabte jeg godt nok 500 kroner, men jeg vinder dem tilbage næste gang.

Efter halvandet år lykkedes det dog Rasmus at stoppe helt, og han har ikke prøvet det siden, fortæller han. Han vil heller ikke anbefale skin betting til nogen andre.

Han fortryder det i dag, og han fortæller, at det har været svært at stå med alene, som han selv gjorde.

- Jeg fortalte det først til mine forældre, da jeg havde tabt rigtig mange penge. Jeg tror, jeg havde fået mere glæde af det, hvis det var blevet sagt højt noget før.

Rasmus er ikke kildens rigtige navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Grafik: Morten Fogde Christensen