Beboerformand udsat for hærværk

Mohammed Aslam fra Mjølnerparken har været aktiv i debatten om ghettoerne. I dag var dækkene på hans bil skåret op.

Mohammed Aslam har flere gange oplevet hærværk, når han har markeret sig i debatten. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

Beboerformand i Mjølnerparken, Mohammed Aslam, har udtalt sig flittigt i debatten om, hvordan man kommer kriminaliteten i ghettoerne til livs.

I dag mærkede han følgerne.

- Jeg kommer ned til bilen her til formiddag og ser, at alle fire hjul er flade. Og da jeg kigger nærmere på det, kan jeg se, at nogen har stukket en kniv i alle fire dæk, fortæller Mohammed Aslam.

Hård kerne skaber uro

Ud over at være beboerformand i en af landets mest omtalte boligområder er Mohammed Aslam medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne.

Han har blandt andet erklæret sig enig i partiets forslag om at give udgangsforbud til unge ballademagere på op til 13 år.

- De fleste beboere her i Mjølnerparken er lovlydige borgere, men der er en lille, hård kerne, som er uden for pædagogisk rækkevidde. De skaber konstant, uro, utryghed og ustabilitet ved at begå kriminalitet og udsætte andre beboere for hærværk. Og vi har savnet en større politiindsats over for dem, siger han.

Det er ikke første gang, Mohammed Aslam er udsat for hærværk. Sidste gang, hans bil stod for skud, blev ruderne smadret.

- Jeg er da frustreret. Jeg er jo en person, der deltager i samfundsdebatten, og så skal man udsættes for sådan noget her. Men det er den pris, man betaler i dagens Danmark for at deltage i demokratiet.

Lejerbo: Demokratiet er truet

Men den pris er fuldstændig uacceptabel at betale, mener man hos Lejerbo København, der administrerer Mjølnerparken og mange andre almene boligområder.

- Vi er ude i en situation, hvor det er vores demokrati, der er truet. Vi mener i den grad, at der er brug for en langsigtet indsats. Men situationen er nu sådan, at hvis politiet ikke løser sin helt grundlæggende opgave, nemlig at opretholde lov og orden, så er indsatsen spildt, siger Steffen Jørgensen, der er forretningsfører for Lejerbo København.

Politiet må vågne op

Københavns Politidirektør udtalte i denne uge, at en øget politiindsats ikke løser problemerne i de udsatte boligområder.

Men episoden i Mjølnerparken viser, at politidirektøren udtaler sig mod bedre vidende, mener Steffen Jørgensen.

- Vi kan ikke ringe kraftigt nok med alarmklokkerne. Nu må politiet med politidirektøren i spidsen vågne op og træde i karakter, siger han.

- Vi har ikke brug for hyggeonkler i blå skjorter, vi har brug for, at den helt grundlæggende tryghed og sikkerhed bliver leveret til de almene bebyggelser i de store byer. Det må politidirektøren forstå, ellers må han søge et job som socialrådgiver, siger Steffen Jørgensen.