Barn og ægtefælle til betjente bliver hængt ud på nettet efter DR-dokumentar

Debatten raser på sociale medier, hvor information om både betjente og deres familier bliver delt efter udgivelsen af dokumentaren 'Forfulgt af politiet?'.

Det er opslag som disse, der florerer på Instagram. Her bliver fire betjente fra Sydøstjyllands Politi hængt ud og truet. (Foto: © Screendump fra Instagram)

'Banditter i habitter'.

Sådan lyder et af de mange opslag, der lige nu florerer på Instagram, hvor man både kan se navne og billeder af fire betjente fra Sydøstjyllands Politi.

Det sker, efter DR tidligere på ugen udgav dokumentaren "Forfulgt af politiet?", der viser en række sammenstød mellem en familie fra Vejle og politiet.

Men det er ikke kun betjente, der bliver hængt ud på nettet. Oplysninger om deres familiemedlemmer bliver også delt vidt og bredt på to Instagramprofiler, der har omkring 20.000 følgere tilsammen.

I opslag som DR har set, skriver brugere fx., hvor en betjents barns dyrker sport og deler barnets Instagramprofil. Andre fortæller, hvor en ægtefælle arbejder og opfordrer til at give virksomheden dårlige anmeldelser.

DR har valgt ikke at dele screenshots, hvor familiemedlemmer bliver hængt ud, fordi der er en risiko for, at man så vil kunne identificere dem.

Opslagene bliver nøje fulgt af Sydøstjyllands Politi, fortæller chefpolitiinspektør, Brian Fussing.

- Det har nu udviklet sig til, at også ægtefæller og børn er blevet inddraget i chikanerne. Jeg vil på det kraftigste appellere til, at man afholder sig fra en sådan adfærd, siger han til DR.

Her er endnu et opslag, hvor fire betjente bliver hængt ud på nettet. (Foto: © Screendump fra Instagram)

Politiforbundet: 'Vi har aldrig set noget lignende'

Formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, er også rystet over de opslag, der bliver delt. Han mener, det er svineri, at nogle deler både betjente og deres familiemedlemmers navne, billeder og informationer.

- Det er fuldstændig uacceptabelt og usmageligt, den måde mine medlemmer lige nu bliver udstillet på på sociale medier. Det er chikane i en form, jeg aldrig har oplevet i de 25 år, jeg har været i politiet, siger Heino Kegel.

Politiets fagforening opforderer ligesom Sydøstjyllands Politi til, at man stopper med at dele opslagene. For det kan være utrygt for både betjente og deres familiemedlemmer, at der bliver delt informationer om dem på nettet, mener Heino Kegel.

Frygter du for dine medlemmers sikkerhed?

- Så meget indsigt har jeg ikke i, hvad der foregår. Men der er ingen tvivl om, at det her jo gør noget ved både mine medlemmer og deres familier, deres sociale omgangskreds og deres arbejdspladser.

De fire betjente var slet ikke på arbejde, da Farhad forsvandt

I dokumentaren "Forfulgt af politiet?" ser man, at en ung dreng forsvinder sporløst efter en konfrontation med politiet. Torsdag i denne uge kom det dog frem, at en person som familien genkender som Farhad Tober, i juli i år søgte asyl i Tyskland.

Men beskrivelsen af Farhad Tobers forsvinden i dokumentaren fik internettet til at koge over, fordi mange satte spørgsmåltegn ved, om politiet har ledt effektivt nok efter den nu 17-årige Farhad. Indtil oplysningen om at han havde været i Tyskland i juli 2023 kom frem, havde han været forsvundet i halvandet år.

Et af de største kritikpunkter er, at politiet er de sidste, der så Farhad Tober indenfor Danmarks grænser. Men de betjente, der lige nu bliver hængt ud på nettet, var slet ikke på arbejde den aften, han forsvandt, fastslår politiinspektør i Sydøstjyllands Politi, Brian Fussing.

- De fire mest udskældte medarbejdere, der er blevet eksponeret med billeder på sociale medier, og som er blevet sat i forbindelse med Farhads forsvinden, havde intet med den dags indsats at gøre.

Sydøstjyllands Politi har nu iværksat en række tiltag for at sikre medarbejderne og deres familier mod overlast. De uddyber dog ikke, hvad det betyder.

Se dokumentaren 'Forfulgt af politiet?'

Forfulgt af politiet?