Bandemedlem får 20 års fængsel for drabsforsøg på betjente

Bandemedlemmet troede, at de to betjente tilhørte en anden bande.

Et medlem af banden Loyal To Familia skal 20 år i fængsel for drabsforsøg. Arkivfoto. (Foto: © Scanpix danmark stf, Scanpix)

Et medlem af banden Loyal To Familia (LTF) er blevet idømt 20 års fængsel for drabsforsøg på to betjente i civil, som han forvekslede med personer fra grupperingen Brothas.

Københavns Byret idømmer også manden, der er 20 år, en udvisning til hjemlandet Pakistan med et indrejseforbud.

Blandt de tilhørende lød et suk, da dommen faldt, mens den dømte udbad sig betænkningstid og kiggede op i loftet. Han er fortsat beskyttet af et navneforbud, indtil en eventuel ankesag skal for retten.

Manden er født og opvokset i Danmark, og han har et barn på knap to år.

Episoden skete sidste år i september. Der blev affyret en serie skud fra en motorcykel mod to mænd i en gård i i Mjølnerparken i København.

De to var betjente, der sad i en civil patruljebil.

Bandepakke giver højere straf

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der var tale om en forveksling. Angriberne troede angiveligt, at mændene tilhørte den rivaliserende gruppe Brothas.

Onsdag i sidste uge blev den 20-årige kendt skyldig i drabsforsøget, mens Laura Birch, der er specialanklager, måtte se tre andre blive frikendt for anklagen om, at de ville dræbe de to personer i Mjølnerparken.

En af mændene, der onsdag blev frifundet for drabsforsøg, blev kendt skyldig i våbenbesiddelse. Retten idømmer ham fem års og seks måneders fængsel.

Sagen var en nævningesag, og der var bred enighed om dommen. I sagen om drabsforsøget var der 11 stemmer på fængsel i 20 år, og kun en enkelt stemme på fængsel i 18 år.

Årsagen til den høje straf er, at skuddene faldt i forbindelse med en bandekonflikt. Den såkaldte bandeparagraf i straffeloven gør det muligt, at straffe kan vokse til det dobbelte.

/ritzau/