Bandelikvidering på Christiania kan være hævn for tidligere sammenstød mellem LTF og HA

I juli udspandt to voldsepisoder sig i København, som politiet kobler til konflikt mellem bander.

- Det er ikke nødvendigvis sikkert, at det har noget at gøre med hashmarkedet på Christiania, siger chefpolitiinspektøren, som siger, at det skal efterforskningen afklare. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Det ulmer ofte i den kriminelle underverden i og omkring København, men de seneste måneder har det særligt ulmet mellem den forbudte bande Loyal to Familia (LTF) og rockergruppen Hells Angels.

Den foreløbige og meget voldsomme kulmination kom lørdag aften, da en 30-årig mand med tilknytning til Hells Angels blev likvideret på Christiania.

Fire andre personer blev sårede af skud - heriblandt blev en mand ramt af seks skud og var i kritisk tilstand.

Selvom drabet på den 30-årige skete tæt ved den berygtede gade Pusher Street, handler konflikten ikke nødvendigvis kun om det lukrative hashmarked.

Sådan lyder det fra chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi.

- Det er ikke nødvendigvis sikkert, at det har noget at gøre med hashmarkedet på Christiania.

- Det kan lige så godt være personlige eller økonomiske konflikter, der bare udspiller sig på Christiania. Men det er for tidligt for os at sige noget om endnu. Det er noget, som vores efterforskning skal afdække.

Chefpolitiinspektør Søren Thomassen. (Foto: © Thomas Traasdahl, Ritzau Scanpix)

DR Nyheder erfarer fra en række kilder med indsigt i rocker- og bandemiljøet, at den dræbte er et tidligere medlem af bandegrupperingen NNV, inden han skiftede over til Hells Angels. Her havde han status som "prospect", altså prøvemedlem.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har en større gruppe fra NNV skiftet tilhørsforhold til netop Hells Angels og er blevet en del af deres CPH West-afdeling i Rødovre.

En oplysning, som også Ekstra Bladet tidligere har beskrevet.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fortalte mandag, at der lige nu er en national konflikt mellem Loyal To Familia og Hells Angels.

Satte ild til adresse på Nørrebro

Ifølge DR's oplysninger er der de forgangne måneder sket flere voldelige sammenstød mellem de to grupperinger. For eksempel på Nørreport og på Christiania.

Den 9. juli udbrød der brand i en opgang på Kapelvej 17 på Nørrebro, efter der var blevet hældt brandbar væske på stedet.

Ifølge DR's kilder har adressen tilknytning til et prominent medlem af den forbudte bande Loyal to Familia. Ingen kom noget til, og politiet har ingen mistænkte.

I kølvandet på episoden udsendte Hells Angels en pressemeddelelse til B.T., hvor rockergruppen tog afstand fra brandangrebet.

(ARKIV) Loyal To Familia har været forbudt i en længere årrække. Alligevel er der fortsat medlemmer af banden. (Foto: © Scanpix danmark stf, Scanpix Denmark)

Knap en uge forinden blev en mand overfaldet og tævet på Møllegade på Nørrebro. Her var de formodede gerningsmænd ifølge DR's kilder tilknyttet LTF, mens ofret ifølge kilder er HA-relateret.

Fem personer sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i den sag - den seneste blev anholdt i går.

Ifølge DR's kilder spekuleres der i, om drabet i lørdags på Christiania kan være sket som følge af sommerens voldsepisoder.

Den 30-årige, som blev dræbt, har tidligere som NNV-medlem været en del af konflikter med LTF, ligesom han har flere domme bag sig.

Gammelt had i nye veste

Kilder i miljøet taler om, at de nye HA-medlemmer fra NNV har slæbt gammelt had til Loyal to Familia ind i Hells Angels.

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere DR's oplysninger, men fortæller, at man altid undersøger, om enkelte episoder kan hænge sammen.

Indtil videre er en 18-årig mand blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen fra Pusher Street. Manden nægter sig skyldig.

Det fremgår af sigtelsen, at politiet mener, at han har spillet en rolle i forbindelse med drabet, som skulle være sket med flere uidentificerede gerningsmænd. Han skulle blandt andet have hjulpet med planlægningen, koordineringen, udførelsen og flugten fra gerningsstedet.

Den unge mand menes imidlertid ikke at være en af de to maskerede mænd, der affyrede skud lørdag aften.

Det betyder, at politiet fortsat leder efter de to medgerningsmænd.

Søren Thomassen fra Københavns Politi fortæller, at politiet har iværksat en "stor og omfattende" efterforskning.

- Det er noget, vi bruger væsentlige ressourcer på, for det her vil vi til livs, og det vil vi have opklaret.

I tirsdags fortalte politiet, at man havde fundet to elcykler af mærket Mate, som man mistænker for at være brugt til flugten efter drabet på Christiania.

Ejerne har man dog ikke fundet frem til endnu.

- Selv små observationer kan hjælpe os til at få brikkerne i det store puslespil til at falde på plads. Så har man informationer om cyklerne, eller om andet man har set, så er det om at rette henvendelse til Københavns Politi.