Udsolgte lavprisfly, der står stille, fordi de ikke har fået tanket brændstof eller lastet bagage.
Det kan blive konsekvensen for Ryanair, når selskabet ellers skulle starte ud med at flyve flere nye ruter ud fra København den 26. marts.
- Hvis vi går i sympatistrejke, så sker der ikke noget. Ingenting. Uden os får flyet ikke catering, tømt toiletter, tanket eller lastet, fortæller Ole Johansson, der er bagageportør og faglig kasserer i SGH Groundhandling, som tager sig af alt det praktiske på jorden, inden fly kan lette fra Københavns Lufthavn.
Bagageportører frygter for sit arbejde
Truslen om stillestående fly kommer, efter at den faglige hovedorganisation LO nu går ind og blander sig i Ryanairs manglende overenskomst med sit personale.
Det betyder, at de ansatte hos lavprisselskabet må leve med lønninger langt under dansk niveau, fordi Ryanair hævder, at de som irsk selskab skal agere efter irsk lovgivning.
Det fik i dag LO til at aflevere et klageskrift til Arbejdsretten med et såkaldt anerkendelsessøgsmål mod Ryanair.
Og selvom LO's egne medlemmer i lufthavnen har gode overenskomster, så giver det god mening for de andre ansatte i lufthavnen at kæmpe for Ryanairs flypersonales vilkår, mener Ole Johansson.
- Jeg er bange for mit arbejde på sigt. Så selv om vi har vores på det tørre, så har flypersonalets lønninger bestemt noget med mig at gøre.
Skete også i søfarten
Ole Johansson sammenligner Ryanairs lønpres med situationen i dansk søfart for 30 år siden, hvor der var gode og ordnede forhold for danske sømænd.
- Men så begyndte de at hyre flere udenlandske og billige matroser. Og nu er der ikke andet end udenlandske og billigere matroser tilbage, forklarer Ole Johasson.
- Vi er bange for, at den tendens er ved at brede sig til luftfarten, og at de vil dumpe lønningerne, så de får billigere arbejdskraft. Og det er jo konkurrenceforvridende, for det er nemmere at drive luftfart, hvis du kun giver folk 10.000 kroner om måneden i stedet for en løn, de kan leve af, siger han.
Ryanair forhandler direkte med de ansatte
Ryanair har i et brev for nyligt pure afvist at forhandle overenskomst med Flyvebranchens Personaleunion, FPU. Meldingen var, at selskabet udelukkende vil forhandle direkte med de ansatte.
- Som I er fuldt ud klar over, forhandler Ryanair ikke med tredjeparter eller konkurrerende luftfartsselskabers fagforeninger, stod der i brevet.
På Ryanairs egen hjemmeside gives et bud på lønniveauet:
Her skriver selskabet, at en nyansat stewardesse "typisk kan forvente at tjene mellem 1.100 og 1.400 euro om måneden efter skat i det første år". Er man fuldtidsansat, vil man derudover modtage et særligt tillæg på 1.200 euro fordelt over det første halve år.
Omregnet til danske kroner kan man altså - ifølge Ryanair selv - som fastansat og nyuddannet stewardesse forvente at skulle leve for mellem 9.750 og 12.000 kroner (1.300 og 1.600 euro) om måneden efter skat i det første ansættelsesår.