Australske Ralph Heimans stod i 2005 bag et portræt af kronprinsesse Mary, og senere i dag afsløres et portræt af kronprins Frederik på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, som han også har malet.
Det sker i anledning af kronprinsens 50 års fødselsdag på lørdag, og kunstneren håber, at publikum ved at se på maleriet vil tænke over, hvordan det er at være medlem af den kongelige familie, og hvordan det er at leve uden den frihed andre har.
Kronprinsparret og dronningen vil være til stede ved afsløringen, og desuden er Ralph Heimans blandt de indbudte.
Indtil afsløringen forbliver det en hemmelighed, hvordan og hvor kronprinsen er portrætteret.
- Jeg kan sige, at vi har mødtes fire gange, og at vi den første gang brugte meget tid på at tale om, hvordan han skulle være klædt, siger Ralph Heimans.
Portrættet af kronprinsesse Mary har været udstillet på museet siden 2006, og det er planen, at portrættet af kronprins Frederik skal hænge ved siden af i museets monarki-rum.
Kronprinsesse Mary er malet i havesalen på Fredensborg Slot, men salens malerier er erstattet af spejle, der trækker tråde til hendes opvækst i Hobart på Tasmanien.
/ritzau/