ARKIV-VIDEO Da Solhaven-sagen startede: Magtanvendelse kan ikke undgås

Den 26. februar 2012 fortalte DR Nyheder første gang om ulovligt magtanvendelse mod anbragte unge på behandlingshjemmet Solhaven.

Den 26. februar 2012 bragte 21 Søndag historien om, at behandlingshjemmet Solhaven var blevet anmeldt, og at Vesthimmerlands Kommune havde ført et udvidet tilsyn.

Det skete efter, at DR Nyheder havde fået aktindsigt i tilsynsrapporterne.

Men i dag er de 12 tiltalte i sagen om vold på Solhaven blevet frifundet.

I forbindelse med anmeldelsen i 2012 udtalte både tidligere ansatte og tidligere anbragte unge sig til 21 Søndag.

- Jeg har oplevet magtanvendelse, hvor jeg fik banket hovedet ned i et stengulv, fordi jeg ikke ville ligge stille. De tog simpelthen fat i mit hår og bankede det ned i et stengulv, fortalte Angela Mørch, der tidligere har været anbragt på Solhaven.

Tilsynsrapporterne, som DR Nyheder havde fået aktindsigt i, viste blandt andet, at ud af 24 indberetninger var ni af dem karakteriseret som 'ulovlige magtanvendelser'.

- Det er vilkårene, når man arbejde med den her type unge; så vil det ske engang i mellem, og det kan ikke undgås, sagde leder af Solhaven, Søren Virenfeldt, dengang til DR Nyheder.

Se hele 21 Søndags indslag om Solhaven fra den 26. februar 2012 i videoen i toppen af artiklen.