Arbejdstilsynet gennemfører nu nye tilsyn hos Siemens Wind Power.
Meldingen kommer, efter DR Nyheder har afsløret, at en lang række medarbejdere er blevet kronisk syge af at arbejde med kemiske stoffer hos vindmøllefabrikken.
- Derfor har vi besluttet, at vi sammen med Siemens gennemgår virksomheden med fokus på de farlige stoffer, som har været omtalt, så vi kan være sikker på, arbejdet foregår forsvarligt, siger kontorchef Bent Horn Andersen.
Arbejdstilsynet har allerede været på det første besøg hos Siemens Wind Power, men det har ikke været muligt at gennemgå hele virksomheden, og det skal derfor ses som et forløb, der nu er blevet sat i gang.
Der er også allerede aftalt et nyt besøg hos vindmøllefabrikken, hvor de forskellige afdelinger skal gennemgås.
- Nu er det vigtigt, vi kommer til bunds i sagen. Vi slipper selvfølgelig ikke virksomheden, før vi er overbeviste om, at den har styr på sikkerheden, så de ansatte kan gå trygt på arbejde, siger Bent Horn Andersen.
De seneste 10 år har Arbejdsskadestyrelsen i mindst 64 sager afgjort, at medarbejdere er har fået kronisk eksem og astma af at arbejde med kemikalierne epoxy og isocyanater, når de støber og fremstiller vindmøller.
Siemens’ pressechef, Rasmus Windfeld, erkendte selv i et interview med DR fredag, at der skulle et yderligere fokus på sikkerheden.
- Vi skal have det strammeste fokus på sikkerheden, som vi overhovedet kan have, vi skal have det hver eneste dag, vi skal have det nede på detaljeniveau, vi skal følge hver eneste sag, der kommer, vi skal finde ud af, hvorfor den sker, vi skal gøre det bedre, så det ikke sker igen. Og det fokus har vi hele tiden, lød det.