Antallet af plejefamilier er faldet 17 procent: Ny indsats skal få flere til at melde sig

Landsforening mener, at usikkerhed for plejefamilier er skyld i faldet.

Systemet i dag gør, at en plejefamilie kan miste deres plejebarn med en times varsel. Det er alt for usikkert, siger Plejefamiliernes Landsforening. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Flere danske familier skal være plejefamilier. Det er budskabet bag en ny kampagne.

De seneste cirka ti år er der nemlig blevet færre plejefamilier. Siden 2014 er antallet af plejefamilier faldet med 17 procent.

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ærgrer sig over udviklingen.

- Vi har så meget brug for, at man går ind og påtager sig den opgave og gør en forskel for nogle af de børn, der har fået den allermest bumlede start på tilværelsen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Vi ved, at det at bo i plejefamilie gør en kæmpe forskel for de børn.

Pernille Rosenkrantz-Theil har været social- og boligminister siden december 2022. (© DR)

Derfor har Social- og Boligstyrelsen nu lavet en ny kampagne, der skal få flere til at melde sig som plejefamilie.

- Flere danskere må rigtig gerne tage stilling til, om det kunne være noget for dem at tage et barn ind, der har fået en svær start på tilværelsen, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

I 2014 var der omkring 6.700 plejefamilier, der var godkendt af socialtilsynet. Tallet var 5.600 i udgangen af 2021.

'Barnet kan fjernes med en times varsel'

Faldet i plejefamilier er en "meget alvorlig situation".

Sådan siger Inge Neander, der er formand for Plejefamiliernes Landsforening, der er fagforening for godt 1.000 plejefamilier.

Inge Neander så gerne, at man i stedet for en ny kampagne for at få flere til at åbne deres hjem for anbragte børn kiggede på plejefamiliers vilkår, heriblandt hvilke rettigheder plejefamilien har i forhold til plejebarnet.

Hun mener, at det er usikkert at være plejeforælder i dag.

Inge Neander fra Plejefamiliernes Landsforening. Der er hvert år 3000 sager, hvor det besluttes, at et barn skal anbringes udenfor hjemmet. Det er eksempelvis på en institution eller hos en plejefamilie. (© DR)

- Du tør jo ikke gå fra et sikkert job som pædagog eller sygeplejerske, hvor du har overenskomst og ordentligt forhold, og gå over til, at du tager et barn til dig og ind i dit hjem, siger Inge Neander.

- Du laver tilknytning til barnet, og så kan barnet alligevel blive fjernet fra dig med en times varsel, og du ser aldrig barnet igen.

Plejefamiliernes Landsforening boykottede seks kommuner i maj, som de mener har fjernet børn fra plejefamilier uden anden begrundelse end, at der var uoverensstemmelser mellem kommuner og plejefamilier.

Barnets Lov skal hjælpe

Pernille Rosenkrantz-Theil tror også, at usikkerheden omkring, hvornår et barn kan fjernes fra sin plejefamilie, har gjort, at antallet af plejefamilier er faldet.

- Hvis man føler, at nogle kan komme og tage børnene fra den ene dag til den anden, tror jeg, at det har skabt en usikkerhed. Det har kunnet bidrage til, at man har været i nedadgående retning i antallet af plejefamilier, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun understreger, at Folketinget allerede har gjort det mere trygt at være plejefamilie.

I foråret blev Barnets Lov vedtaget, og loven skal også hjælpe plejebørn. Loven siger blandt andet, at anbragte børn skal udsættes for færre skift.

- Vi lægger ting på bordet, der skaber bedre vilkår rundt omkring plejefamilierne og dét at være plejefamilie, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Barnets Lov træder i kraft fra årsskiftet.