I efteråret kunne flere varehuschefer fortælle, hvordan de måtte fjerne varer fra hylderne, lukke scan-selv-kasser og sætte spiritus bag lås og slå for at bekæmpe butikstyveri.
Og nu viser tal fra domstolene, at antallet af dømte butikstyve er steget.
Helt konkret er 13 procent flere blevet kendt skyldige i butikstyveri sidste år sammenlignet med året før.
Dette viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Butikstyverierne går værst ud over kategorien købmand, supermarked, mejeri, hvor 75 procent af tyverierne har fundet sted.
Kunder stjæler mel og havregryn
Hos Salling Group kan situationen mærkes ude i butikkerne.
- Det skaber stor frustration, at flere kunder ikke betaler for deres varer. Det er et grundlæggende princip for det at drive en sund forretning, siger pressechef Jacob Nielsen.
Han tilføjer, at tyveriet historisk set har været størst i kategorien spiritus og elektronik. Men nu oplever man i Salling Group, at der er sket en udvikling i tyvenes valg af varer.
- Der er sket et skred. Det er også hverdagsvarer som mel og havregryn, der bliver stjålet, siger Jacob Nielsen.
Dagligvarekoncernen Coop kan fortælle, at især chokolade, kosmetik, energidrikke og personlige plejeprodukter står for skud.
For at slå hårdt ned på tyveriet og sende et stærkt signal til kunderne, er der ingen som bare slipper med en advarsel.
- Der er ikke nogen bagatelgrænse. Vi anmelder alle til politiet, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.
Pandemi og inflation
Både Coop og Salling Group peger på, at stigningen kan hænge sammen med den økonomiske krise og inflationen.
Der fremgår dog ikke af tallene fra domstolene, hvornår tyverierne er blevet anmeldt.
Ifølge Rasmus Munksgaard, sociolog og kriminolog ved Aalborg Universitet, er det svært at sige med sikkerhed, hvorfor antallet af butikstyverier er steget.
- Der er simpelthen for mange faktorer i spil. Der er for eksempel flere mennesker i supermarkederne nu, end der var under coronapandemien, hvilket kan give et udsving i tallene, siger Rasmus Munksgaard.
Hvordan spotter man en tyv?
Salling Group er opmærksomme på, at tyvene kan skabe ubehagelige situationer for medarbejdere, såfremt at nogle bliver opdaget i at stjæle, og der er en konfrontation.
Derfor uddanner man medarbejderne og giver dem de bedst mulige redskaber til at kunne spotte en tyv i mængden, tilføjer han.
Men hvordan man helt konkret arbejder med problematikken, kan han ikke løfte sløret for.
- Der er nogle ting, som vi ikke har lyst til at dele. Hvad vi lige præcis går og kigger efter, holder vi lige for os selv, svarer Jacob Nielsen.
Flere dagligvarebutikker benytter sig også af såkaldte civilklædte 'butiksdetektiver'. De går rundt mellem kunderne og overvåger, at alt går til, som det skal.