Annette fra 'Overklassen på udebane': De fleste ser kassedamer som nederst i fødekæden

- Jeg tror, det er den gængse opfattelse, at kassedamer er nederst i fødekæden.

Når 43-årige Annette Hansen har betalt sin skat, har hun 13.500 kroner tilbage til sig selv og sine tre hjemmeboende børn, som hun er enlig mor til.

Hun er kassedame og medvirker i første afsnit af programserien ’Overklassen på udebane’, hvor hun får besøg af modekonge Erik Brandt og tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen.

Hun valgte at medvirke, til dels på grund af, hvordan kassedamer opfattes, forklarer hun.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at se, om man kan gøre en forskel og måske rykke lidt på lønningerne og fordommene.

- Man ser måske lidt ned på dem, der sidder i kassen, og jeg tror, det er den gængse opfattelse, at kassedamer er nederst i fødekæden.

Er glad for at have et arbejde

Annette Hansen har dog aldrig selv oplevet den holdning fra kunderne, og tror også, at det i høj grad afhænger af, hvordan man opfører sig bag kassen. Selv blev hun for nylig nomineret som Danmarks gladeste kassedame.

I programmet medvirker Erik Brandt, og før han møder Annette Hansen, taler han med Christian Eugen-Olsen om, at det nok ikke er drømmen at blive kassedame.

- Man ’aimer’ jo ikke efter at blive kassedame. Det er et sted, hvor man starter, og er man god til det og gør sig umage, så kommer man jo videre i teksten, siger Erik Brandt.

Annette Hansen er dog glad for, at hun har et arbejde.

- Begge mine forældre var buschauffører, og jeg føler ikke, at de har haft krav til, hvad jeg skulle blive. Jeg er bare stolt over og glad for, at jeg selv har et arbejde at stå op til hver morgen, siger hun i programmet.

Rørt over værternes råd til børnene

Dog vil hun gerne have mere tid til sine børn og flere penge i hverdagen, hvor budgettet er stramt, når tingene skal gå op.

Da Erik Brandt og Christian Eugen-Olsen har prøvet kræfter med livet bag kassen, er de inviteret til aftensmad hos Annette Hansen og hendes tre børn. Her bliver de begge rørt, da de ser, hvordan hun får det hele til at gå op. De to succesrige mænd har begge råd med til Annette og børnene, og det gjorde indtryk, fortæller hun efter programmet.

- Det var meget rørende, hvordan de gav råd til børnene, om hvordan de skal komme videre. De taler meget om at være sin egen lykkes smed, men der er meget til hinder for, at man ikke er sin egen lykkes smed. Nogen er vokset op med en masse, og andre er vokset op med, at man skal kæmpe hele livet.

Du kan se, hvordan det går, da Erik Brandt og Christian Eugen-Olsen møder Annette Hansen og hendes børn i første afsnit af ’Overklassen på udebane’.

Der er forskel på folk - og hva' så?

I marts går DR 1 tættere på den stigende danske ulighed, og hvordan den påvirker samfundet – hvor rige er danskerne, og hvor meget har vi behov for? Det sker i dokumentarserierne ’En vej - to verdener’, ’Overklassen på udebane’, ’De røde på udebane’ og eventet ’Det er du værd’ med Kåre Quist i spidsen.

Uge 9

Mandag 20.45: En vej - to verdener.

Onsdag 21.00: Overklassen på udebane.

Torsdag 20.30: De Røde på udebane.

Uge 10

Mandag 20.45: En vej - to verdener.

Onsdag 21.00: Overklassen på udebane.

Torsdag 20.00: Det er du værd.

Uge 11

Mandag 20.45: En vej - to verdener.

Onsdag 21.00: Overklassen på udebane.

Torsdag 21.00: De Røde på udebane.

Uge 12

Mandag 20.45: En vej - to verdener.

Torsdag 21.00: De Røde på udebane.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1129269917123531