En tidligere sagsbehandler i Skat bør idømmes fængsel i fem år, lyder kravet fra Bagmandspolitiet i Retten i Glostrup.
Den 68-årige mand anklages for at modtage to millioner kroner i bestikkelse, da han hjalp sin gode ven med bedrageri med refusion af udbytteskat.
Vennen, der var udvandret til USA, fik 37,4 millioner kroner på falsk grundlag.
Bedrageriet kunne lade sig gøre, fordi der ikke var nogen intern kontrol i Skat. Den 68-årige havde en helt central stilling i det kontor, hvor ansøgningerne om refusion af udbytteskat blev behandlet, fremhæver Bagmandspolitiets anklager.
- Nogle vil måske hævde, at det er en formildende omstændighed, siger specialanklager Marie Tullin til dommeren og de to domsmænd i Glostrup.
- Jeg vil sige det modsatte. Det er en skærpende omstændighed, at man udnytter den manglende kontrol, siger hun.
Kravet vedrørende kammeraten er ubetinget fængsel i fire år.
Begge mænd nægter sig skyldige, og deres forsvarere kommer senere i dag til orde i retsmødet.
Den 68-årige blev nærmest landskendt som "Sven", da han blev interviewet af DR. Her berettede han om langt større milliardbeløb, der blev udbetalt.
/ritzau/