Anklagemyndigheden udvider tiltale mod formodet syrienkriger

Den første terrortiltalte formodede syrienkriger bliver også tiltalt for påsat brand mod nabo-pizzeria.

Til maj lægger Retten i Glostrup lokaler til den første retssag, hvor en formodet syrienkriger er tiltalt for terror ved at have støttet terrorgruppen IS. (Foto: © MARIE HALD, Scanpix)

Listen af tiltaler i den første sag mod en hjemvendt dansk formodet syrienkriger vokser.

For udover tiltalen for at have kæmpet for og ydet økonomisk støtte til terrororganisationen Islamisk Stat, tiltales en 23-årig tidligere pizzeria-ejer nu også for at have medvirket til et brandattentat mod et nabopizzeria i august 2014.

Den 23-årige har ifølge et tillæg til anklageskriftet, som netop er kommet frem, betalt en anden mand for at sætte ild til pizzeriaet, der ligger kun få husnumre fra det pizzeria, som den tidligere syrienkriger ejede.

Anklageskriftet viser også, at den 23-årige mand samtidig tiltales for offentligt at have støttet gerningsmanden til terrorangrebet i København i februar sidste år, Omar El-Hussein, på Facebook og for at have truet en politimand i tjeneste.

Bevismaterialet i anklagerne om den 23-årige er ifølge DR Nyheders oplysninger blandt andet billeder og chat-beskeder fra hans telefon. Samtidig fremgår den 23-årige også af de dokumenter, som en tidligere jihadist med tilknytning til Islamisk Stat lækkede i marts.

Sagen skal køre i retten i Glostrup til maj.