De fire personer, der er blevet tiltalt for medvirken til terror i Omar-sagen, har blandt andet hjulpet Omar el-Hussein med at skaffe ammunition og en computer.
Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.
Heri står der blandt andet, at de tiltalte klokken 16.30 den 14. februar mødtes med Omar el-Hussein.
Her skal de have overdraget ham en hættetrøje blot én time efter, han havde skudt mod Krudttønden og dræbt filminstruktør Finn Nørgaard på Østerbro i København.
Trøjen havde Omar el-Hussein på, da han gik til angreb ved synagogen i København senere på aftenen.
En time efter at have overdraget hættetrøjen skal de tiltalte ifølge anklageskriftet have købt en skuldertaske til Omar el-Hussein, som han også bar under angrebet i Krystalgade, hvor den frivillige vagt Dan Uzan blev dræbt og to betjente blev såret.
Købte internettid og ammunition
De fire anklages også for at have sørget og betalt for den computer, som Omar el-Hussein benyttede om aftenen på internetcafeen Powerplay på Nørrebro i København.
Computeren brugte han ifølge anklageskriftet til at lede efter nye mål.
Samtidig mistænkes de fire ifølge anklagemyndigheden for at have overdraget 7,65 og 9 mm ammunition, som blev benyttet under angrebet på synagogen i Krystalgade, ligesom de skal have opfordret og tilskyndet Omar el-Hussein til at begå yderligere kriminalitet.
Politiet har fundet ammunition af samme type og kaliber hos en af de tiltalte efterfølgende.
To af de tiltalte er også tiltalt og dermed mistænkt for at have bortskaffet den M/95-riffel, som Omar el-Hussein benyttede under angrebet på Krudttønden.
Riflen har de enten bortskaffet ved Mjølnerparken sammen med Omar el-Hussein eller efter aftale med ham, lyder anklagen.
Der er nedlagt navneforbud i sagen mod de fire personer, der alle nægter sig skyldige. Retssagen begynder ved Københavns Byret den 10. marts.