Anklage i terrorsag: Saudi-Arabien havde spioncelle i Ringsted med kodenavn ”MS32”

Tre mænd i Ringsted modtog 30 millioner fra den saudiske efterretningstjeneste til terror i Iran, mener anklagemyndigheden. De tre nægter anklagerne.

Tre mænd tiltales i sagen. (Grafik: Sofie Jackson Bangsgaard) (© DR Nyheder)

Millioner af kroner fra den saudiske efterretningstjeneste, krypteret kommunikation og en iransk agent, der blev sendt til Midtsjælland for at planlægge en likvidering.

Provinsbyen Ringsted har i årevis været centrum for en konflikt mellem de mellemøstlige regimer Iran og Saudi-Arabien.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen mod tre medlemmer af den anti-iranske gruppe ASMLA med hovedkvarter i den midtsjællandske by, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

ASMLA kæmper for en løsrivelse af Irans sydlige Ahwaz-region, hvor en stor del af befolkningen har arabisk baggrund. Gruppen mener, at Iran uretmæssigt har besat området og undertrykker lokalbefolkningen.

I efteråret 2018 vakte det opsigt, da en af de tre nu tiltalte herboende mænd omtalte et angreb 22. september 2018 på en militærparade i Ahwaz i Iran som ’heltemodigt’.

Ifølge iranske medier blev 29 mennesker, heraf flere civile, dræbt i angrebet.

Kort efter kom det frem, at den iranske efterretningstjeneste havde sendt en agent til Ringsted for ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) at planlægge et drab på lederen af gruppen, en 50-årig mand, der kom til Danmark som flygtning i 2006.

I den forbindelse blev hele Sjælland under stor dramatik lukket ned, da politi og PET frygtede, at en likvidering af lederen var nært forestående.

  • Politiets Efterretningstjeneste (PET) og flere politikredse var involveret i politiaktionen i september 2018, hvor Danmark blev lukket ned. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)
  • Aktionen skyldtes den formodede trussel mod eksil-iranerne fra ASMLA. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)
  • Politiaktionen skabte lange køer på motorvejen ved Nyborg inden Storebæltsbroen, der blev afspærret under politiaktionen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)
1 / 3

30 millioner til terror i Iran

De tre mænd tiltales i det ni siders lange anklageskrift for at have fremmet terror i Iran i samarbejde med en saudisk efterretningstjeneste samt for at have spioneret mod personer og organisationer i Danmark og udlandet på vegne af netop den pågældende saudiske efterretningstjeneste.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er det General Intelligence Presidency, Saudi-Arabiens største efterretningstjeneste, som anklagemyndigheden beskylder Ringsted-gruppen for at have samarbejdet med.

De tre mænd anklages desuden for terrorfinansiering, idet de beskyldes for at have kanaliseret mindst 30 millioner kroner fra den saudiske efterretningstjeneste til en væbnet oppositionsgruppe i Iran, som ifølge anklagemyndigheden udøver terror i Iran.

Det er Al Nasser Martyrbrigaden, som anklagemyndigheden opfatter som ASMLA’s egen væbnede gren i Ahwaz-provinsen i Iran, hvilket de anklagede benægter.

De mange millioner, som Ringsted-gruppen anklages for at have modtaget, er ifølge anklageskriftet kanaliseret fra General Intelligence Presidency i Saudi-Arabien til de militante grupper i Iran via banker og konti i Dubai og Østrig.

Desuden er gruppen tiltalt for at have "fremmet virksomheden for terrorbevægelsen Jaish Al-Adl, der opererer i Iran, ved at støtte dem med rådgivning, promovering, koordinering af angreb".

Jaish Al-Adl har siden 2019 stået på USA's terrorliste.

Fakta: Hvad er ASMLA?

  • ASMLA står for "The Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz", hvilket kan oversættes som "Den arabiske modstandsbevægelse til befrielse af Ahwaz".

  • ASMLA kæmper for en løsrivelse af Ahwaz-provinsen i Iran, hvor en stor del af befolkningen ser sig som arabere snarere end persere, der er den dominerende befolkningsgruppe i Iran.

  • Ifølge danske medlemmer af ASMLA arbejder gruppen kun med fredelige og demokratiske midler, men ifølge Iran udgør gruppen en terrororganisation, der står bag flere væbnede angreb.

  • Blandt andet Amnesty International har udtrykt kritik af, hvordan Iran undertrykker menneskerettighederne i Ahwaz.

Nægter sig skyldige

De tre mænd nægter sig ifølge deres forsvarsadvokater skyldige:

- Min klient nægter støtte til terrorisme og spionage. Efter hans opfattelse udøver ASMLA legitim modstand mod iransk undertrykkelse, siger Gert Dyrn, forsvarer for ASMLA-lederen, den ældste af de tre mænd.

- Der er derfor ikke tale om, at bevægelsens aktivitet er omfattet af dansk terrorlovgivning, som netop reserverer et rum for undertrykte folkeslags kamp mod diktatoriske regimer. ASMLA søger at opnå demokratiske rettigheder og selvstyre baseret på retsstatslige principper.

ASMLA-leder: Danmark bøjer sig for Iran

Ifølge Gert Dyrn mener ASMLA-lederen, at Danmark med sagen har bøjet sig for iransk pres:

- Efter min klients opfattelse er det et knæfald af dimensioner, at Danmark i denne sag går Irans ærinde og legitimerer et af de mest brutale, blodtørstige og formørkede regimer i verden. Min klient håber naturligvis, at retten vil indse denne fundamentale fejltagelse fra dansk side og i sidste ende frifinde, fordi det er det rigtige at gøre.

Ifølge Karoline Normann, forsvarer for den yngste af de tre mænd, kæmper hendes klient ’for det stik modsatte af det, der står i anklageskriftet’.

- Min klient erklærer sig pure uskyldig i alt, der står i det anklageskrift. Han har ikke haft den rolle i ASMLA, som anklagemyndigheden påstår, siger hun.

Samme melding lyder fra advokat Thomas Fogt, der repræsenterer den tredje tiltalte i sagen:

- Min klient erklærer sig uskyldig, siger han.

Fakta: Forbindelsen til Danmark

  • ASMLA er grundlagt i 1999 og har blandt andet medlemmer i Danmark, Sverige, Holland, Golfstaterne og Iran.

  • Den ene af gruppens grundlæggere, en 50-årig mand fra Ahwaz i Iran, har siden 2006 boet i Danmark. Den anden grundlægger, Mola Ahmed Nissi, blev i 2017 skudt ned på åben gade i Holland. Ifølge den hollandske regering stod den iranske efterretningstjeneste bag drabet.

  • ASMLA har siden 2017 drevet en TV-station i Ringsted og en i Holland, der sender til Iran via satellit. Stationen i Ringsted er dog lukket, da danske myndigheder vurderer, at den fremmer terror i Iran.

Hævder det er frihedskamp

ASMLA har medlemmer i blandt andet Danmark, Sverige, Holland, Canada, Golfstaterne og Iran og mener, at præstestyret i Teheran udgør en besættelsesmagt, som i årtier har haft Ahwaz-provinsen besat.

Derfor er modstand retfærdiggjort, mener gruppen.

- Vi kæmper for vores befolknings frihed fra det iranske terrorregime. Vores sag er retfærdig, har lederen af ASMLA for nylig udtalt under en afhøring i landsretten.

Den 50-årige mand forklarede ved samme lejlighed, at han i mange år har stået på det iranske regimes ”dødsliste”.

Forbindelser til den saudiske regering

Gruppens påståede kontakter i den saudiske efterretningstjeneste omfatter ifølge DR Nyheders oplysninger samt den tidligere sigtelse i sagen blandt andet to føringsofficerer med kodenavnene ”Soltan” og ”Nawaf”.

Ifølge anklageskriftet kommunikerede General Intelligence Presidency, den saudiske efterretningstjeneste, med gruppen i Ringsted under kodenavnet ”MS32”.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er der desuden forbindelser mellem gruppen i Ringsted og personer højt i det saudiske magthierarki, herunder en person tæt på den magtfulde og omstridte kronprins Mohammed Bin Salam, som både FN og den amerikanske regering har sat i nær forbindelse med mordet på den saudiske systemkritiker Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul i 2018.

Sagen starter efter planen på torsdag et endnu ikke offentliggjort sted i Midt- og Vestsjællands retskreds.

- Det er en meget alvorlig sag, hvor personer i Danmark har udøvet ulovlig efterretningsvirksomhed og finansieret og fremmet terror fra Danmark i andre lande. Det bør selvfølgelig ikke finde sted på dansk jord, og derfor er jeg tilfreds med, at vi nu kan rejse tiltale i sagen, har Lise-Lotte Nilas, statsadvokat i København, for nylig udtalt.

Der ventes dom til november.