Indrømmet - det er en kliche. Men tidligere statsminister Anker Jørgensen er folkeeje.
Hans evner som politiker på særligt de økonomiske og udenrigspolitiske områder har der altid været delte meninger om. Men de fleste er enige om, at han er et ærligt og ordentligt menneske, hvis person både som aktiv politiker og i årene efter hovedsageligt har været omgivet af en stor varme og respekt.
Ja, faktisk er han vel den eneste statsminister, som danskerne var - og stadig er - på fornavn med.
At han skulle få sig et folkekært eftermæle, lå ellers ikke i kortene, da han efter blot et par måneder ved magten blev overdænget med regulære øretæver.
- Han gik fra at være enormt afholdt i starten af sin regeringsperiode til at blive udråbt som komplet idiot - både i pressen og blandt kollegaer på Christiansborg, fortæller Thomas Thurah, journalist og forfatter til flere bøger om Anker Jørgensen, til DR Nyheder.
En overrasket statsminister
Den nye statsminister overtog posten efter partifællen Jens Otto Krag i oktober 1972. Og at valget faldt på det forholdsvise ukendte folketingsmedlem, der hovedsageligt havde lagt sit politiske arbejde i fagbevægelsen, kom som en stor overraskelse - også for ham selv.
Anker Jørgensen kom til magten i en hård tid. Kritikken af velfærdstaten voksede fra begge fløje i Folketinget, og en behagelig højkonjunktur blev afløst af stigende statsunderskud, høj inflation og begyndende arbejdsløshed.
- Så han havde god brug for den enorme robusthed, der karakteriserer ham. Han var umulig at slå ud, og det, tror jeg, skyldtes hans store realitetssans. Han havde gennemskuet forholdene, så selvom han var meget glad for den begejstring omkring hans person, var han også nøgtern omkring det og vidste, at der ville komme et omslag, forklarer Thomas Thurah.
Rugbrødsarbejde i sneglefart
Anker Jørgensen var som politiker meget praktisk anlagt; sikkert på grund af hans fortid i fagbevægelsen. I sine dagbøger beskriver han det nærmest nørklende arbejde med små justeringer i løn og vilkår som to skridt frem og et tilbage.
- Han kaldte det sneglefart. Det var hans store drøm at være med til at lave store reformer, og at Socialdemokratiet skulle være et samfundsbærende parti. Men tiden var mere til rugbrødsarbejde, frem for de store visioner, og hans største politiske sorg er vel nok, at tiden aldrig kom til at gøre mere end blot det nødvendige, fortæller Thomas Thurah.
Men helt reformløst var Anker Jørgensens tid som politiker nu ikke. Faktisk var han en af drivkræfterne bag efterlønsordningen, og han var også med til at indføre Lønmodtagernes Dyrtidsfond og et meget kraftigt nej til atom-kraft.
Ærlig og uden behov for luksus
Privat var Anker Jørgensen gift med sin Ingrid i en menneskealder. Sammen fik de fire børn, og familien blev ved med at bo i deres lejlighed i Sydhavnen under hans perioder som statsminister - de takkede pænt nej til Marienborg.
Også efter at Anker Jørgensen er trådt ud af politik, er han blevet ved med at kæmpe for de socialdemokratiske principper. Og han er ikke gået af vejen for at revse partifæller, hvis han mente, at de ikke levede op til dem.
Netop den stædige holden fast i egne værdier og evnen til at kommunikere dem ud klart og tydeligt, kan være årsagen til, at Anker Jørgensen er blevet folkeeje.
- Han er, hvad han giver sig ud for at være. Hverken mere eller mindre. Det er han også blevet kritiskeret for: Ikke at kunne spille på flere niveauer. Men i sidste ende tror jeg, at hans ærlighed har været hans største force, siger Thomas Thurah, journalist og forfatter til flere bøger om Anker Jørgensen.