Anita revset for småkagebagning: Nu beklager jobcenterchef

Socialrådgiver straffede sygemeldt kvinde i praktik, fordi hun lagde billeder af hjemmebag på Facebook.

Anita Bang Degns cover-billede på Facebook prydes nu af dette småkage-billede - med tilhørende statement.

Sagen om billeder af hjemmebagte småkager på Facebook får nu jobcenterchef i Aalborg Kommune til at beklage.

- Vi kan kun beklage, at det kom dertil. Vi er ærgerlige over det og beklager over for Anita, siger Jesper Dahlgaard til DR Nyheder.

Sagen drejer sig om sygemeldte Anita Bang Degn, som havde lagt billeder af småkager ud på sin Facebook-profil, hvilket fik hendes socialrådgiver til at mene, at hun godt kunne håndtere flere timer på den praktikplads, hun arbejdede på som led i et ressourceforløb.

Men nu lægger Aalborg Kommune låg på sagen, der har fået de ansatte til et skrive en reminder bag øret:

- Vi skal kigge på, hvordan Facebook bruges i jobcentret. Ting fra Facebook kan for eksempel aldrig stå alene, siger Jesper Dahlgaard og peger på, at det i sagen om Anita Bang Degn alene var billederne på Facebook med hendes småkager, der fik hendes sag til at rulle.

Ifølge Jesper Dahlgaard har Aalborg Kommune endnu ikke talt med Anita Bang Degn, men kommunen vil indkalde hende til en opfølgende snak, "når røgen har lagt sig".

Så skal parterne tale om, hvad der videre skal ske i hendes forløb.