Den tidligere Nato-generalsekretær og statsminister Anders Fogh Rasmussen går nye vej og stifter sin egen virksomhed.
Det skriver han på Facebook.
Virksomheden, som får navnet 'Rasmussen Global', vil tilbyde strategisk rådgivning til regeringer, globale organisationer og store virksomheder i sager om innovation, handel og sikkerhed på globalt plan.
- Rasmussen Global vil samarbejde med en række partnere i Europa og USA og trækker på mit store netværk af politiske eksperter, tidligere embedsmænd, virksomhedsledere og konsulentfirmaer, lyder det fra Fogh Rasmussen på Facebook.
Den forhenværende generalsekretær vil blandt andet arbejde sammen med sin tidligere spindoktor Michael Ulveman.
Udgiver også bog
Derudover barsler den tidligere statsminister med en bog, som vil omhandle de væsentligste strategiske udfordringer i den 21. århundrede.
- Mens jeg arbejder på min bog, vil jeg også holde foredrag og undervise i geopolitik og lederskab, lyder det i Fogh Rasmussens statement på det sociale medie.
Anders Fogh Rasmussen havde tirsdag sin sidste officielle arbejdsdag som Natos generalsekretær.
Han afløses af den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg.
Tidligere har internationale toppolitikere gået konsulentvejen. Det gælder blandt andre Tony Blair, Condoleezza Rice og Henry Kissinger.