Analytiker: Regeringens tiltag er lavet for at skulle ses ude i verden

Regeringens planer om forbud mod koranafbrændinger er en hårfin balance, vurderer Jens Ringberg.

Koranafbrændingerne i Sverige og Danmark har ført til demonstrationer i en række muslimske lande verden over. Billedet her er fra Yemen. (Foto: © Yahya Arhab, Ritzau Scanpix)

Hvad vejer tungest: Ytringsfriheden eller ønsket om at få stoppet koranafbrændinger og de reaktioner, de medfører i udlandet?

Det er det dilemma, regeringen står i, og ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) vil man nu arbejde på at finde et "juridisk værktøj", som kan forhindre koranafbrændinger foran ambassader.

Han mener ikke, at et sådan tiltag vil være at gå på kompromis med ytringsfriheden. Men han anerkender, at det ikke er en let opgave.

- Vi har sat de gode folk i Justitsministeriet på overarbejde. Det er ikke let, og vi skal spidse den juridiske pen her, for vi hylder ytringsfriheden, siger han.

Ifølge DR's politiske analytiker, Jens Ringberg, skal udmeldingen fra udenrigsministeren ses som et forsøg på at få den storm, der er ved at rejse sig mod Danmark og Sverige, til at lægge sig.

- Det her er noget, der skal ses ude i verden for at få en storm til at lægge sig, inden den løber hen over hovedet på os, siger han.

Kan være starten på en diplomatisk krise

Udmeldingen fra Lars Løkke Rasmussen kommer, dagen før 57 muslimske landes udenrigsministre i Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) mødes for at drøfte koranafbrændingerne i Sverige og Danmark.

Det kan blive en "barsk omgang" for Danmark og muligvis starten på en ny diplomatisk krise, vurderer Sune Haugbølle, der er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

Derfor har regeringen på den ene side naturligvis en interesse i, at situationen ikke udvikler sig.

Men på den anden siden hylder regeringen ytringsfriheden, ligesom den såkaldte blasfemiparagraf blev afskaffet i 2017.

Derfor er det en "hårfin balance" regeringen bevæger sig ud i, når den vil forhindre koranafbrændinger i særlige situationer, siger Jens Ringberg.

- Lars Løkke Rasmussen siger, at det kun skal ramme enkelte personer, men ytringsfriheden gælder jo netop for hver enkelt. Så det viser lidt om, hvor vanskeligt det her er, og det er også derfor, Lars Løkke Rasmussen siger, at den spidse blyant skal frem i Justitsministeriet.

Vigtigt at opretholde gode relationer

Lars Løkke Rasmussen fremhæver søndag også krigen i Ukraine som en årsag til, at det er nødvendigt at bibeholde gode relationer til det, han kalder "det globale syd".

- Han siger, at hvis ikke Danmark kan gøre noget ved den her storm omkring koranafbrændinger, så mister vi muligheden for at tale med en lang række lande om Rusland og Ukraine, siger Jens Ringberg.

- Vi har brug for at kunne tale med dem, og derfor skal vi kunne vise, at vi lytter til dem, også i den her sag om koranafbrænding.

Men det er igen et spørgsmål om, hvor langt man skal gå ad den vej på bekostning af ytringsfriheden.

- Det er det, der er balancen og det, der er svært, siger Ringberg.

Du kan se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen i dagens udgave af TV Avisen.