Analyse: Særligt fire ting afgør ubådssagen

Hele nationen har gættet med, siden ubådsbygger Peter Madsen blev sigtet for drab sidste år. Torsdag begynder retssagen.

Den 10. august 2017 sejlede ubådsbygger Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall ud i den hjemmebyggede ubåd Nautilus. Kun Peter Madsen kom levende i land.

Kim Wall er død. Det er hverken en film eller et plot fra en kriminalroman.

Og det er måske en god idé, at minde os selv om det, inden anklager Jakob Buch-Jepsen torsdag klokken 09.30 fortæller retten om den uhyrlige mishandling, Kim Wall blev udsat for ombord på ubåden Nautilus. Både mens hun stadig levede, og efter hun døde.

Der vil nemlig komme nye detaljer frem, og sagen vil igen være på alles læber.

Torsdag begynder også et historisk mediecirkus, når det gælder dækningen af en dansk straffesag.

125 journalister fra 15 forskellige lande, herunder Israel, Kina og USA, vil følge sagen fra Københavns Byret.

Kim Wall er blevet mindet ved et arrangement på Columbia Journalism School i New York. (Foto: © 10510 Bruce Gilbert/TT, Scanpix)

Og uanset hvor mange gange det bliver gentaget, at sagen minder om et afsnit af den dansk-svenske dramaserie Broen, bør man minde sig selv om, at Kim Wall er død. Det er ikke fiktion.

Offentligheden har været med på sidelinjen

Hele nationen har gættet med, siden ubådsbygger Peter Madsen blev sigtet for manddrab fredag den 11. august sidste år.

Ubåden Nautilus er ikke længere alene et gerningssted. Den er også blevet til en turistattraktion, hvor flere danskere har lagt vejen forbi Københavns Nordhavnskvarter for at tage ubådsselfies til Instagram. Endda i et omfang så politiet nu har dækket ubåden ind i plastik.

Offentligheden var med, da politiet for rullende kameraer fortalte, at de havde fundet Kim Walls torso, og da politiet senere fandt hendes øvrige kropsdele én for én.

Vi var også med, da Peter Madsen under to retsmøder i september og oktober i detaljer fortalte, at Kim Wall ifølge ham døde, fordi hun fik en 70 kilo tung luge i hovedet. Og igen da politiet i slutningen af oktober oplyste, at Peter Madsen nu havde en ny forklaring på ulykken - en forklaring der er ikke længere involverede en luge. Og at han i øvrigt havde erkendt parteringen, som han indtil da havde benægtet.

Den selvudlærte ubådsbygger Peter Madsen blev anholdt af politiet den 11. august og har siddet varetægtsfængslet siden. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Vi har altså været med på sidelinjen i et omfang, som er usædvanligt i drabssager herhjemme, og danskerne har for længst dømt Peter Madsen, selv om straffesagen først begynder torsdag morgen.

Men uanset hvad danskerne mener, skal den juridiske dommer og de to domsmænd torsdag lade som om, de hører om sagen for første gang. Og når sagen er slut i slutningen af april, er det ene og alene de tre personer, der afgør, om Peter Madsen kan kaldes for drabsmand eller ej.

Fire ting afgør sagen

Principperne om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist i retten, gælder også i denne sag.

Men hvad er det så anklagemyndigheden skal bevise?

Peter Madsen har erkendt, at han parterede Kim Wall, så det punkt i anklageskriftet vil anklagemyndigheden ikke bruge meget tid på, selv om de har fundet Kim Walls knoglerester på hans tøj.

Til gengæld vil de bruge tiden i retten på at overbevise dommerne om, at Peter Madsen planlagde at slå hende ihjel, allerede før hun steg ombord i hans ubåd. At han gennemførte sin plan, og at han mishandlede hende, inden hun døde.

Særligt fire ting bestemmer sagens udfald.

De er herunder formuleret som spørgsmål, som bliver afgørende, når sagen går i gang.

Kan man blive dømt for drab, når dødsårsagen er ukendt?

Det kan man godt. Der findes også personer, som er blevet dømt for drab, selv om liget ikke er fundet. Kim Walls dødsårsag er ifølge anklageskriftet ukendt, men kan være sket ved enten kvælning eller halsoverskæring.

Anklager Jakob Buch-Jepsen fører sagen mod Peter Madsen. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Den oplysning bygger anklagemyndigheden på de retsmedicinske undersøgelser. Og anklageren vil læse højt af obduktionsrapporterne og afhøre en retsmediciner.

Desuden vil selve parteringen af liget også spille en rolle. Anklageren vil sikkert også spørge den tidligere ubådskaptajn, hvorfor han har parteret kroppen, hvis Kim Wall, som Peter Madsen siger, døde efter en ulykke.

Hvordan vil anklagemyndigheden bevise påstanden om, at drabet var planlagt og forberedt?

Anklagemyndighedens primære påstand vil være, at Peter Madsens motiv har været af seksuel karakter, og at han havde forberedt og planlagt at slå Kim Wall ihjel, allerede inden de lagde fra kaj.

Derfor vil Peter Madsens gøren og laden i dagene op til den 10. august sidste år komme til at spille en rolle.

Andre kvinder, der skulle have været ude at sejle med Peter Madsen omkring gerningstidspunktet, skal afhøres i retten. Nogle af dem blev allerede nævnt ved fristforlængelsen tilbage i september.

Helt konkret vil anklagemyndigheden lægge vægt på, at Peter Madsen tog en sav, strips, metaldele og en tilspidset skruetrækker med ombord på ubåden om aftenen den 10. august. Vidner, der havde deres daglige gang i ubåden, vil i retten forklare, at disse genstande intet havde at gøre ombord.

Ved fundet af Kim Walls kropsdele har mange af disse genstande været fæstnet til hendes krop, ligesom politiet mener, at saven er brugt til parteringen. Den er siden blev fundet i Øresund.

Var Kim Wall levende, da han stak hende?

Denne del af sagen bliver den mest makabre, og retten kommer til at høre grusomme detaljer. Men det er nødvendigt, hvis Peter Madsen skal dømmes for tiltalen om anden seksuel omgang end samleje under særligt skærpende omstændigheder.

Det kræver, at anklagemyndigheden kan bevise, at Kim Wall var i live, da han stak hende i underlivet. Hvis anklagemyndigheden ikke kan bevise det, er der tale om usømmelig omgang med lig.

Advokat Betina Hald Engmark er forsvarer for Peter Madsen. (Foto: © Mads Joakim Rimer Rasmussen, Scanpix)

Når anklagemyndigheden først har forsøgt at bevise, at hun var i live under mishandlingen, vil de holde Peter Madsens seksuelle præferencer op mod obduktionsrapporten om de mange stik.

Her vil elskerinders forklaringer og videoer fundet på Peter Madsens computer komme til at spille en rolle.

Vil Peter Madsens skiftende forklaringer belaste ham?

En sigtet og tiltalt må lyve, lige så meget han vil. Både over for politiet og i retten. Det er kun almindelige vidner, der har pligt til at fortælle sandheden.

Peter Madsen har både skiftet forklaring i forhold til, hvordan Kim Wall døde, og når det handler om, hvad han gjorde ved hende bagefter.

Det vil anklagemyndigheden bruge til at sige, at Peter Madsen er utroværdig.

Vi kender ikke hans modsvar, men i sidste ende er det alene de tre dommere, der afgør, om de tror på Peter Madsen eller ej.

Gør de ikke det, bliver han dømt og får en streng straf. For Kim Wall er død, og det er ikke en film, eller en kriminalroman.