ANALYSE Rød bloks problem er De Radikale

Mens De Radikale forud for valget mister vælgere i raketfart, så sidder Margrethe Vestager i Bruxelles. Og det kan undre. For det var hende, der blandt andet fik Socialdemokraterne ud i tovene med kravet om, at der ikke måtte ændres i dagpenge.

Mens De Radikale mister stemmer, går Thorning i følge en ny meningsmåling frem. (Foto: © Yves Herman & Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Sig navnet Margrethe Vestager og du skal se, hvordan øjnene begynder at rulle på Christiansborg.

Ikke engang ledelserne i Gazprom eller Google, der for tiden bøvler med Vestager, kan formentlig rulle i samme tempo, som de gør hos Socialdemokraterne og de øvrige i rød blok. For de Radikale er problemet. Ellere rettere også problemet.

Vælgerne er nemlig smuttet sammen med Margrethe Vestager.

I dagens måling fra Epinion for DR har det lille midterparti smidt hele 3,6 procentpoint i forhold til folketingsvalget i 2011. Mere end nok til at rød blok kunne vinde folketingsvalget.

Radikale på vej ned

Og når irritationen er så stor, så skyldes det, at det netop var de Radikale, som var med til at sende Socialdemokraterne i alvorlig karambolage med vælgerne tilbage i 2011.

Mange af Helle Thorning-Schmidts markante løfter om at rulle nedskæringer af dagpengesystemet tilbage og det samme med efterlønsreformen, blev brudt netop på grund af de Radikales daværende leder, Margrethe Vestager.

Sådan er politik. Den stærke vinder. Siden er Helle Thorning-Schmidt kommet tilbage og kan i dagens måling mønstre større opbakning end ved folketingsvalget i 2011. Men nu, hvor vi er fremme ved regnskabets time, hvor er Margrethe Vestager så? Ja, hun er smuttet til EU-kommissionen i Bruxelles og har efterladt sit parti med Morten Østergaard og hans få vælgere.

Hvem er Morten?

Siden han for knapt et år siden overtog de Radikale, er det gået stødt ned ad bakke. Ved valget fik Vestager 9,5 procent af stemmerne. Og inden Vestager forlod dansk politik, havde de radikale konstant opbakning fra mellem otte og ni procent af vælgerne.

Vestager var den foretrukne partileder, når Epinion spurgte danskerne, og udfordringen med partilederskiftet i august sidste år blev åbenlyst, da en fjerdedel af vælgerne svarede, at de ikke anede, hvem Morten Østergaard var. De havde aldrig hørt om manden.

Østergaard har ikke løftet udfordringen, og det er problematisk af særligt en grund. De Radikale har jo varer i butikken, som appellerer til netop borgerlige vælgere. Altså, hive vælgere hjem fra blå blok.

Vestager forsvandt - og Thorning vandt frem

Det er ikke fordi, der har været stille omkring Morten Østergaard. Han har i vanlig radikal stil fortsat - nogle vil måske hævde, at han har intensiveret - dundertalerne til vælgerne. Op med boligskatten! Op med pensionsalderen, selv om den ellers i forvejen er planlagt til at stige. Ellers går helt, helt galt for dansk økonomi. I 2030.

Og Østergaard har med sine provokerende meldinger placeret de Radikale som lillebror i regeringen. Socialdemokraterne har overbærende trukket på skulderen, når Østergaard har nævnt boligskatten. Det er der ikke opbakning til hos Socialdemokraterne eller hos de blå. Det samme med pensionsalderen. Igen trak S bare på skuldrene med bemærkningen: Nå, ja. Det må de Radikale så mene.

Omvendt savner Socialdemokraterne bestemt ikke Margrethe Vestager. Faktisk slet ikke. Hun var kort fortalt for meget storesøster i regeringen. Det var hun i sådan en grad, at det var et problem for Helle Thorning-Schmidt. Vælgernes indtryk var, at det var Vestager som bestemte.

Det betyder, at en del af forklaringen på Thornings comeback er, at vælgerne nu ser hende sidde for bordenden.

Morten Østergaards nøgleord i sin tiltrædelsestale som radikal leder for et lille år siden var, at han vakler ikke. Dengang i 2014 var budskabet rettet mod Socialdemokraternes håb om at få gennemført ændringer af dagpengesystemet. Nu er spørgsmålet vel nærmere, om det ikke er netop de Radikale, som får rød bloks fremtid til at vakle.