Da den tidligere fuldmægtig i Ankestyrelsen tog bladet fra munden og sagde, at ingen af de 23.000 adopterede kan vide sig sikre på deres adoptionshistorie, skete der to ting.
Den ene var, at de danske adoptionsskandaler, der har tegnet et billede af et hullet adoptionssystem i mere end 10 år, nu for første gang blev bekræftet indefra. Ikke fra en chef i tilsynet med adoptioner, men fra en ansat med fingrene nede i bolledejen.
Den anden var, at et spørgsmål blev besvaret om den etiske og juridiske tvivl vedrørende nogle af de danske adoptioner. Blev børnene eksempelvis franarret deres biologiske forældre? Og at den tilsynsførende myndighed sådan set bekræfter, at ja, der er tvivl om, hvorvidt det er sket.
For Ankestyrelsen erkender problemerne i et opsigtsvækkende svar på den fuldmægtiges vurdering, men siger dog, at det ikke er deres opfattelse, at alle internationalt adopterede i Danmark behøver at frygte for, at der er uorden i deres papirer.
Men det efterlader jo, at det er der nogen, der netop skal det. Frygte, at deres adoption var enten uetisk eller ulovlig. Ankestyrelsen siger også, at problemerne primært var i fortiden. Selvom DR har vist, at der var problemer med lovligheden helt frem til 00'erne.
Men er der tvivl, så er der ingen tvivl. Den internationale lovgivning er sort/hvid. En adoption skal være til barnets bedste. Det er hævet over enhver tvivl. Og det er den danske stat, der har ansvaret for, at tvivlens nådegave kommer barnet til gode. Og ikke mindst de familier, der i god tro modtager et barn og stoler på, at den danske stat står på mål for at adoptionen er foregået lovligt og rigtigt.
Nogle af børnene er voksne i dag. Og de banker i bordet. For de vil have en undersøgelse, der reelt spørger, hvordan kunne vi lade det her ske.
Indtil videre har socialministeren sagt nej. Undersøgelsen skal være historisk og ikke undersøge myndighedernes rolle og kendskab til ulovlige adoptioner, siger hun.
Spørgsmålet er om hun holder fast i det efter i dag.