Amanda skal snart føde på ‘Riget’: Lukning af barselsafsnit gør mig utryg

Amanda Bering Abildgaard er førstegangsfødende og skal føde på Rigshospitalet i juledagene. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Snart bliver Amanda Bering Abildgaard mor. Hvis alt går som forventet, føder hun et velskabt drengebarn på Rigshospitalets fødeafdeling i løbet af juledagene.

Hun er chokeret over, at barselsafsnittet på Patienthotellet nu skal lukkes.

- Som gravid tilknyttet Rigshospitalet anede jeg ikke noget om lukningen, før jeg læste om det i medierne, siger Amanda Bering Abildgaard.

- Vi har hele tiden fået at vide, at proceduren som førstegangsfødende er, at man får tilbudt en overnatning. Det er det, vi har regnet med og det har givet os masser af tryghed, for jeg ved af gode grunde ikke, hvordan jeg reagerer, når jeg står med et lille barn i armene, siger Amanda Bering Abildgaard.

Nedlægger fem barselsstuer

I ugens løb kom det frem, at Rigshospitalet fra den 17. december nedlægger barselsafsnittet på Patienthotellet. Afsnittet består af fem sengepladser på enestuer, hvor førstegangsfødende i det første døgn kan få hjælp til amning og familieskabelse af blandt andre en jordemoder.

For fremtiden bliver alle ukomplicerede fødende sendt hjem omkring fire timer efter selve fødslen. Ifølge Rigshospitalet skal barselsafsnittet nedlægges, fordi der ofte står senge tomme.

- Belægningsprocenten er kun 44 procent i gennemsnit. Det vil sige der er dage, hvor der slet ikke har været barslende i sengene. Dette ser vi ikke som en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer, oplyser hospitalet i en skriftlig forklaring, der er underskrevet chefjordemoder Rikke Nue Møller, oversygeplejerske Pernille Emmersen og klinikchef Heidi Sharif.

Lukning skaber utryghed

Lukningen er dårligt nyt for 27-årige Amanda Bering Abildgaard, der som snarlig nybagt mor oplever en større utryghed.

- Nu har jeg ikke mulighed for at få svar på og hjælp til de ting, der opstår i det første døgn. Det gør mig mere utryg end før. Selvfølgelig kan det hele godt blive fint alligevel, hvilket jeg da håber på. Men lige nu påvirker det mig, konstaterer hun.

Rigshospitalet oplyser, at alle førstegangsfødende i stedet får tilbudt et hjemmebesøg af en jordemoder indenfor de første døgn. Der vil ikke blive afskediget jordemødre som følge af besparelsen, oplyser afdelingsledelsen.