Region Nordjylland er bekymret for kroniske patienters helbred.
Derfor har de ikke kun politianmeldt flere lægehuse, der drives i samarbejde med koncernen Alles Lægehus.
De har også indberettet nordjyske klinikker med tilknytning til Alles Lægehus til Styrelsen for Patientsikkerhed.
DR-programmet Kontant er blandt andet er kommet i besiddelse af en intern vejledning, der angiveligt er udarbejdet som en hjælp i nordjyske klinikker. Her fremgår det, at "diabetikere og KOL-patienter principielt bør fremmøde mindst muligt".
Derfor skal Styrelsen for Patientsikkerhed nu se på, om de nordjyske klinikker har overholdt de retningslinjer, der er for at drive en god klinik, lyder det fra Region Nordjylland.
- Instruksen viser, at der har været et større fokus på indtjening end på patienternes ve og vel, siger regionsrådsformand, Mads Duedahl (V).
- Det er stærkt bekymrende blandt andet at læse i instruksen, at kronikere helst ikke skal tilses, da de ikke udløser honorar for konsultationer.
Læge-patient-forhold bygger på tillid
Da Ulla Møller Weinreich, som er professor ved Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og formand for Dansk Lungemedicinsk Selskab, hørte om vejledningen, blev hun trist:
- Kronikerere, om de er KOL-patienter eller alt muligt andet, har det desværre med at få andre kroniske sygdomme undervejs.
- Så det er rigtig vigtigt, at man både i stabil-fase får mødt sin læge, men så sandelig også hvis man får en akut forværring af sin kroniske sygdom.
Ifølge Ulla Møller Weinreich kan det i værste fald få fatale konskvenser for KOL-patienter, hvis de ikke får lægehjælp i tide.
- Hvis de bliver så syge, at de kommer på hospitalet af de forværringer, så kan vi faktisk se i årsopgørelserne, at der er 20 procent, som dør indenfor en måned.
- Og det er jo virkelig voldsomt. Så kan man bremse nogle af dem, før de bliver så dårlige, så bliver man glad, siger hun.
Derfor er Ulla Møller Weinreich bekymret over den interne vejledning i Alles Lægehus, hvor det fremgår, at "diabetikere og KOL-patienter principielt bør fremmøde mindst muligt".
- Et læge-patient-forhold bygger jo på tillid. Patienten skal have tillid til, at vi gør det, vi skal gøre, når de kommer til os.
- Men sådan, som vores sundhedssystem er i Danmark, skal vi faktisk også have tillid til, at borgerne de kommer, når de er syge. For vi ved, at hvis vi skal sætte mange flere kontroller ind, så bliver det faktisk dyrere, siger hun.
Alles Lægehus skriver til DR, at man tager til efterretning, at Region Nordjylland har valgt at inddrage Styrelsen for Patientsikkerhed. Alles Lægehus vil fortsat samarbejde med myndighederne for at få sagen belyst.
Desuden skriver Alles Lægehus, at den interne vejledning indeholder uhensigtsmæssige formuleringer, men at den siden er blevet ændret.