Alles Lægehus brød reglerne ved at bruge ørelæge

Nye mails afslører, at Alles Lægehus brugte en læge, der ikke havde den rette uddannelse.

Ifølge reglerne skulle der være en læge med speciale i almen medicin til stede i lægeklinikken i Thyborøn. Alligevel var der i ugevis kun en læge med speciale i øre, næse og hals. (Foto: © Arno Massee/Sciencephotolibrary/Ritzau Scanpix)

Alles Lægehus har været bemandet med adskillige vikarer og en læge, som slet ikke har det rette speciale.

Det er et klokkeklart brud på reglerne, lyder det fra en sundhedsjurist og Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

I adskillige uger har klinikken i Thyborøn nemlig været bemandet alene med en øre-næse-hals-specialist - fremfor en speciallæge i almen medicin.

- Når man har ansat en læge, der ikke er speciallæge i almen medicin, så skal ejeren være til stede i klinikken, siger Kent Kristensen.

DR Nyheder har fået aktindsigt i mailkorrespondancer mellem Alles Lægehus og Region Midtjylland.

Her anerkender Alles Lægehus, at det er en læge med speciale i øre, næse og hals, der selvstændigt har været i klinikken i 13 ud af årets første 35 uger af 2023.

- Man kan i meget korte perioder anvende en læge, der ikke er specialiseret i almen medicin, men det skal være en undtagelse, siger PLO-formand Jørgen Skadborg.

Lægen var ansat i Alles Lægehus frem til januar 2024.

'Man skal kunne regne med sin læge'

Pensionist Helge Styrbro er én af de 1.900 borgere, der bor i havnebyen Thyborøn, og han er også tilknyttet den lokale lægepraksis. Det ærger ham, at bemandingen ikke har været på plads.

- Det er jo negativt, for vi skal jo alle sammen kunne gå til læge og regne med, at man kan få noget ordentligt at vide, når man kommer der. Det er det, man regner med, siger pensionist Helge Styrbro fra Thyborøn, der er tilknyttet klinikken.

Alles Lægehus har ikke ønsket at stille op til interview. De skriver til DR Nyheder, at de ikke genkender kritikken, og at patientsikkerheden ikke har været truet på klinikken i Thyborøn.

Men i mails afviser Alles Lægehus overfor Region Midtjylland kritikken, da ørelægen har haft mulighed for at ringe til en bagvagt med det rette speciale.

Pensionist Lis Bundgaard fortæller, at hun har prøvet at blive bedt om at sætte sig foran en skærm for at komme i kontakt med en anden læge.

- Det har de budt mig én gang. Det kunne jeg komme hen og lære. Det har jeg sagt, at det er jeg overhovedet ikke interesseret i at lære.

- Hvorfor ikke det?

- Det tror jeg ikke, jeg kunne finde ud af. Det ér da mærkeligt, siger hun.

Ifølge PLO er der heller ikke så meget at rafle om: Der skal være en speciallæge i almen medicin til stede.

- Det er et krav, og hvis man ikke lever op til det, er det efter min opfattelse et alvorligt brud på overenskomsten, siger Jørgen Skadborg.

Jens Thygesen, der formelt ejer klinikken i Thyborøn, har opsagt den, og Region Midtjylland overtager driften fra den 1. september.