Meta reagerer på DR-dokumentar: 'Jeg kan ikke forstå, man stadig kan finde de her ting på vores platforme'

Nordisk chef for Meta, der ejer Instagram og Facebook, er overrasket over, at børn mødes af skadeligt indhold også på deres sociale medier.

Hvis vi ikke kan undgå skadeligt indhold, er det så risikoen værd at lade børn og unge være på platformene? Ja, mener Martin Ruby, politisk chef for Meta i Norden. DR Grafik: Nathalie Nystad Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Der vil altid være skadeligt indhold på sociale medier.

Det er nemlig en noget nær umulig opgave at fjerne alt – uanset hvor mange penge, man smider efter moderatorer og AI-værktøjer, der skal rydde op i det.

Sådan lyder det nedslående budskab fra Martin Ruby, der er politisk chef for Meta i Norden, efter han har set DR-dokumentarserien 'Alene hjemme på nettet', der handler om børns møde med skadelige videoer på sociale medier.

- Vi har sagt det før, men det gælder desværre stadig: Vi bliver bedre til at få hevet det (skadelige, red.) ned, men nogensinde at udstede en garanti er svært, siger han til DR's techpodcast 'Prompt'.

Søndag kunne DR fortælle, at tre ud af fire børn mellem ni og 14 år har set ubehageligt indhold på nettet og sociale medier. Det viser en undersøgelse lavet af analyseinstituttet Epinion for DR.

I dokumentarserien 'Alene hjemme på nettet' sætter en række børn og unge ord på, hvad det er for noget voldsomt indhold, der møder dem.

- Jeg så en mand voldtage en død krop og skære lemmer af, fortæller 15-årige Noah for eksempel.

Forskellige former for selvskade, lemlæstelse, ulykker og halshugninger er andre eksempler.

Den slags møder børn og unge på platforme som TikTok, Instagram og Snapchat, og selvom man skal være 13 år for at oprette en profil på platformene, er det nemt at snyde sig ældre.

Se Martin Ruby svare på, hvorfor den slags indhold også findes på deres platforme:

'Vi lader også vores børn cykle i skole'

Martin Ruby fra virksomheden Meta, der ejer sociale platforme som Facebook og Instagram, kan ikke lide at høre, hvad børnene fortæller i dokumentarserien.

- Jeg synes ikke, det er rart, at en 12, 13- eller 15-årig sidder og ser de ting, som de nævner, at de har set, siger han.

Han fortæller, at Meta dagligt fjerner millioner af videoer, grafisk indhold og billeder, der overtræder selskabets retningslinjer.

- Vi rydder jo rigtig meget op på platformene – og vi er blevet meget bedre til det, end vi var for tre til fem år siden. Så det overrasker mig, når jeg ser de eksempler. Jeg kan ikke forstå, at man stadig kan finde sådan nogle ting på vores platforme, siger Martin Ruby.

Alligevel vil han ikke fraråde børn over 13 år at droppe sociale medier.

Er det risikoen værd, synes du, at man kan støde ind i skadeligt indhold?

- Jeg vil helst ikke have, at børn støder ind i noget som helst, der er dårligt for dem, det er klart. Men vi lader også vores børn cykle i skole – det er måske en dårlig parallel – og det er jo farligt, siger Martin Ruby.

- Vi gør alle sammen mange farlige ting, men jeg vil meget gerne have, at mine børn bliver beskyttet fra alting i hele verden, tilføjer han.

'Helt skæv sammenligning'

Selv ser Martin Ruby en mulig løsning i, hvis Apple og Google får skabt en aldersverificering i deres iOS- og Android-telefoners app-butik. Dermed kan en forælder notere barnets alder i indstilingerne, når man sætter mobiltelefonen op til barnet.

Så hvis en app kun må bruges af personer over 13 år, vil telefonen slet ikke vise den app, hvis barnet kun er 11 år.

- Det kan være, at der er bedre løsninger, men det er i hvert fald en relativ nem løsning, fordi der kun er to indgange. Man sætter den ligesom op én gang for alle, og så rammer den alle apps ens, siger Martin Ruby.

Men det er bare endnu et eksempel på, at Meta løber fra sit ansvar, mener digital medieekspert hos Børns Vilkår Katrine Elmose.

- Det er bare at sende aben videre til nogle andre. Det bør være noget, der ligger hos dem.

- Vi ved, at de er rigtig gode til at udvikle nye funktioner og nyt design, som kan fastholde børn og unges tid og opmærksomhed, så det handler jo om vilje og prioritering til at lægge nogle kræfter i at få udviklet et godt og brugbart aldersverifikationsværktøj.

Hun anerkender, at det kan være vanskeligt at få fjernet alt problematisk indhold fuldkomment.

- Men at sammenligne det med at gå ud i trafikken er helt skævt. Der er jo ikke tre ud af fire børn, som har ubehagelige oplevelser, bare fordi de bevæger sig ud i trafikken. Det er et ekstremt højt tal.

DR har foreholdt Martin Ruby kritikken fra Børns Vilkår.

Han har ikke ønsket at stille op til interview men svarer i et skriftlig svar, at der ikke findes en "perfekt løsning på markedet i forhold til aldersverificering i dag" og henviser til forslaget om aldersverificering på tværs af app-butikker i EU.

- Vi kan ikke se en bedre løsning på markedet pt., men det kan jo være, kritikerne kan, skriver han.

Hør hele interviewet med Martin Ruby i podcasten Prompt: