Akutte børnesager havnede i død postkasse: 'Det er et klokkeklart lovbrud'

Børns Vilkår mener, at kommunens manglende handling kan have fatale konsekvenser for de involverede børn.

Direktøren i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl mener, at Nyborg Kommune nu bør behandle alle henvendelserne akut og ikke kun nogle af dem. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Ritzau Scanpix)

I tre en halv måned er 277 akutte henvendelser, heraf 100 af dem sager om børn, blevet sendt til Nyborg Kommune.

Men underretningerne fra bekymrede borgere er ikke blevet behandlet og er i stedet ved en fejl landet i en "død postkasse". Det vil sige, at kommunen ikke har læst eller behandlet de underretninger, der er blevet sendt.

Det kalder direktøren i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, for et "klokkeklart lovbrud", som kan have enorme konsekvenser for de involverede børn.

- Jeg kan næsten ikke rumme denne her nyhed. Når borgere sender underretninger på børn, så kan der være meget alvorlige forhold på spil, og der kan være nogle af de her børn, som har haft behov for akut hjælp, siger Rasmus Kjeldahl til DR.

DR er i besiddelse af en redegørelse, som kommunaldirektør i Nyborg Kommune Tim Jeppesen har sendt til byrådet. Heri står der, at det netop skærper sagens karakter, at en stor del af de ubehandlede mails er underretninger af børn.

Direktøren i Børns Vilkår påpeger, at underretningerne kan have handlet om børn, som er i familieforhold, hvor der er psykisk sygdom eller misbrug. Og i sådanne familier kan det være næsten katastrofalt, hvis ikke hjælpen når frem.

Rasmus Kjeldahl forklarer, at nogle af de børn, der bliver skrevet underretninger om, er bevidste om, at det sker. Det kan eksempelvis være en nabo eller et familiemedlem, der fortæller barnet, at de har underrettet kommunen. Derfor vil barnet håbe og vente på hjælp.

- Det kan være helt uforståeligt, at når man så endelig har modet til at bede om hjælp, så sker der ikke noget, siger Kjeldahl.

Et klokkeklart lovbrud

Kommunaldirektør i Nyborg Kommune, Tim Jeppesen, siger, at så snart fejlen blev opdaget, tog de sagen meget alvorligt.

- Da vi får de mails, som har ligget ulæst, kaster vi, hvad vi har i hænderne, og kaster os over den bunke og gennemgår dem alle sammen. Og der, hvor vi konstaterer, at der er et behov for at handle nu og her, handler vi med det samme, siger han.

Ifølge lovgivningen skal akutte underretninger, der omhandler børn, håndteres inden for 24 timer. Nyborg Kommune har nu læst alle henvendelserne og har handlet på de sager, der er mest akutte.

Det viser den redegørelse, som DR er i besiddelse af.

- Det er jo et klokkeklart lovbrud, og nu kan jeg forstå, man har læst henvendelserne og handlet på de mest akutte, men jeg vil sige, alle henvendelserne bør jo fremmes helt akut i sagsbehandlingen her, fordi der kan ligge meget alvorlige forhold tilbage, som jo altså kan ødelægge et barns liv, siger Kjeldahl.

I december 2023 afslørede en rapport lovbrud om flere hundrede børnesager i Nyborg Kommune. Her var der blandt andet tegn på "manglende faglighed" i kommunens sagsbehandling og en "forråelse" blandt en gruppe medarbejdere i socialafdelingen.

Databruddet er indberettet til Datatilsynet, som oplyser til DR, at man er i gang med at undersøge sagen.