For et år siden døde 91-årige Agnes Helene Jensen fra Helsinge i Gribskov Kommune, efter hjemmeplejen havde forsømt at tilse og behandle et betændt sår på hendes ben.
Myndighederne har siden givet hendes familie medhold i, at hjemmeplejens behandling og pleje var under al kritik.
Fire måneder efter den ældre kvindes død tog Styrelsen for Patientsikkerhed på tilsynsbesøg hos hjemmeplejen i Helsinge. Her var der så store problemer, at det udløste et påbud om straks at rette op og udvise større omhu.
Ifølge en af Agnes Helene Jensens sønner, den 62-årige ejendomsfunktionær Benny Holm Jensen, var hans mor frisk og rørig, indtil hun fik såret.
- Hun tog sin rollator og gik rundt i byen og handlede hver dag. Hun gik selv på apoteket, til lægen og fodpleje, og jeg tror, at alle byens forretningsdrivende kendte hende. Hun var mægtig kvik i pæren, siger han.
- Det kan da ikke være rigtigt
Ifølge Benny Holm Jensen fik hans mor såret på benet, efter en ansat i hjemmeplejen fik lavet en rift i den ældre kvindes hud, da hun skulle have støttestrømper på.
- Såret udviklede sig gennem flere måneder og blev væskende og betændt, uden at der blev holdt øje med det. På et tidspunkt var det så stort som en knytnæve. Jeg har ikke forstand på sår, men jeg kunne lugte, at der var noget galt, siger han.
Hjemmeplejen noterede flere gange i Agnes Helene Jensens journal, at der var tegn på infektion i såret. Men personalet reagerede ikke på bekymringen, fulgte ikke op på tiltag foreskrevet af kvindens læge, og den komplicerede sårpleje blev udført af personale, som ikke var kvalificeret til det.
Agnes Helene Jensen klagede selv over, at såret generede hende.
- Hun sagde: "Jamen, det kan da ikke være rigtigt, at det skal blive ved med at være sådan. Det væsker, og jeg har ikke kunnet sove i nat, fordi det gør ondt," husker Benny Holm Jensen sin mor sige.
Han ringede gentagne gange til hjemmeplejen for at få hjælp til sin mor.
- Svaret lød, at nu ville de komme og rense såret, og vi tænkte, at så skete der da noget. Det gjorde der bare ikke, siger han.
Advarede om begyndende koldbrand
I midten af maj 2017 ringede Benny Holm Jensen oprørt til hjemmeplejen og fortalte, at han troede, der var ved at gå koldbrand i såret.
I de efterfølgende dage fik hans mor det værre og værre.
Om aftenen den 18. maj faldt Agnes Helene Jensen. Benny Holm Jensen skyndte sig hjem til hende, og hjemmeplejen blev tilkaldt med nødkald.
Personalet fra hjemmeplejen noterede i hendes journal, at der skulle laves en udredning to dage senere, og at planerne for sårplejen skulle opdateres kraftigt. Derefter var de ifølge Benny Holm Jensen hurtigt ude af døren igen.
Han tog derfor sagen i egen hånd og ringede til vagtlægen, som opfordrede ham til at køre moren på hospitalet med det samme.
Sagde nej til genoplivning
På akutafdelingen tog en ung læge imod Agnes Helene Jensen og pillede forbindingen af såret.
- Det var rigtig grimt. Det var lilla, blåt, sort og væskende, fortæller Benny Holm Jensen.
Lægen bad Agnes Helene Jensen tage stilling til, om hun ville genoplives, hvis det kom dertil. Det sagde hun nej til. Ifølge Benny Holm Jensen var hans mor klar i hovedet, rolig og havde overskud til at lave gas med ham.
Allerede næste formiddag var Agnes Helene Jensens tilstand dog så forværret, at lægerne bad Benny Holm Jensen om at gøre op med sig selv, om hans mor skulle flyttes til intensivafdelingen, eller om de skulle stoppe behandlingen.
- Jeg tog en dyb indånding og gik en lille tur. Så gik jeg tilbage og sagde, at de ikke skulle fortsætte. Det var en rigtig modbydelig beslutning at skulle træffe, fortæller han.
Klokken 20.38 den 19. maj døde Agnes Helene Jensen.
- Det er ikke personalets skyld
I dag, knap et år efter sin mors død, er Benny Holm Jensen stadig vred.
- Det er ikke personalets skyld. De har været sendt ud på nogle opgaver, som indimellem har været fuldstændigt uoverskuelige for dem. Og de har ikke haft ordentlig tid til at gøre det, de skulle. Men jeg er vred på ledelsen i hjemmeplejen, siger han.
Han bebrejder også sig selv, at han ikke satte større spørgsmålstegn ved den behandling, hans mor fik.
- Hvis bare vi ikke havde været så pokkers autoritetstro. Eller hvis bare jeg selv havde kørt hende på hospitalet en uge tidligere. Jeg tror virkelig på, at hvis det her var taget i tide, og det havde været et ordentligt forløb, så havde min mor stadig gået rundt med sin rollator nede i byen.
Borgmester: Vi har ansvaret
Det private firma, der stod for plejen af Agnes Helene Jensen, laver fortsat hjemmepleje for borgerne i Gribskov Kommune. Men kommunen står i dag selv for de sygeplejefaglige opgaver og har ansat flere medarbejdere.
- Det er en ulykkelig situation og en trist sag, vi som kommune selvfølgelig har ansvaret for, selvom opgaven har været udliciteret til en privat leverandør. Og vi kan selvfølgelig kun beklage, siger borgmester Anders Gerner Frost fra lokallisten Nyt Gribskov.
Han kan ikke garantere, at der ikke vil opstå lignende sager i fremtiden.
- Når man har med mennesker at gøre, kan der altid ske fejl, siger han.
Har du eller nogen af dine pårørende haft dårlige – eller gode – oplevelser med hjemmeplejen eller hjemmesygeplejen? Så hører vi gerne fra dig. Du kan sende en mail til liqu@dr.dk.