Afhøring af Holger K. om Tibetsag tog tre minutter

Den første minister af flere har torsdag været afhørt af Tibet-kommissionen.

Holger K. Nielsen, tidl. udenrigsminister, fotograferet foran forhørslokalerne på Fremtidsvej i Søborg. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det gik stærkt, da Tibetkommissionen torsdag afhørte den tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF).

Cirka tre minutter gik der med at få afviklet en håndfuld spørgsmål til veteranpolitikeren, der i blot halvanden måned var udenrigsminister fra december 2013 til februar 2014.

- Det var historiske ting, der var foregået. Det var slet ikke oppe, siger han på spørgsmålet om, hvorvidt han ved sin tiltræden blev briefet om de kinesiske besøg i 2012 og 2013.

- Overhovedet ikke, svarer Holger K. Nielsen, da han blev spurgt, om han kan genkende flere interne mail i Udenrigsministeriet.

Han er den første af en række tidligere ministre, som kommissionen har indkaldt til afhøring.

Kommissionen skal finde ud, hvordan det gik til, at Københavns Politi jagtede borgere med tibetanske flag under blandt andet statsbesøget af Hu Jintao i juni 2012.

/ritzau/