Spildevandet fra Nordic Waste-grunden er så giftigt, at det ved kontakt kan give ætsninger, allergisk hudreaktion og alvorlig øjenskade.
Og hvis du på en eller anden måde får det i munden, kan det ætse både mund og spiserør.
Sådan lyder dommen fra Styrelsen for Patientsikkerhed i et brev til Randers Kommune, som DR er i besiddelse af.
Her bliver det slået fast, at vandet er så stærkt basisk, at en enkelt eksponering kan udgøre en "akut sundhedsfare".
Ligesom styrelsen bemærker, at bassinerne med spildevand på nuværende tidspunkt ikke er hegnet ind, og kommer med en "kraftig" anbefaling til, at det sikres, at ingen borgere har adgang til de bassiner, der bruges til opsamling af det forurenede vand.
Alligevel er der intet hegn på vej.
- Vi har adgangskontrol på begge sider af området, og vi har skilte, der siger, at der ikke er nogen adgang. Men det kan simpelthen ikke lade sig gøre at indhegne det meget store område, for så kan vi ikke arbejde derude, fastslår kommunaldirektøren i Randers, Jesper Kaas Schmidt, og tilføjer, at kommunen også har informeret borgerne om kvaliteten af overfladevandet.
- Jeg er ikke i tvivl om, at borgerne godt ved, at de skal holde sig fra det, siger han.
Køres til andre bydele
Det er dog ikke kun i Ølst, at det forurenede spildevand kan udgøre et problem.
Kommunen har nemlig også været i gang med at klargøre bassiner andre steder – herunder i Assentoft og ved Danish Crown i Randers – for at kunne opbevare de store mængder spildevand der, indtil det kan renses.
Og heller ikke her er der umiddelbart hegn på vej.
- De steder vil der også være tydelig skiltning om, at det ikke er et område, man skal gå ind på. Vi har først nu modtaget alle anbefalingerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed, men vi går dem selvfølgelig igennem og ser på, om det giver anledning til nye initiativer, siger Jesper Kaas Schmidt.
Men der kommer altså ikke noget hegn op?
- Der kommer ikke hegn op i Ølst. Det er simpelthen ikke muligt. Hvad angår bassiner andre steder ser vi på, om sikkerheden og skiltningen er god nok. Men det er en opmærksomhed, vi hele tiden har haft, for vi har hele tiden været klar over, at man ikke skal i kontakt med vandet.
Hvad med folkene på pladsen?
Jesper Kaas Schmidt er ikke overrasket over, at vandet er stærkt basisk og mener, at kommunen allerede har taget de nødvendige forholdsregler – også i forhold til de folk, som har arbejdet med flytning af spilde- og overfladevand ved Nordic Waste.
- Jeg mener, vi har taget de nødvendige forholdsregler, for vi har godt været klar over, at det er basisk materiale, som vi skal være opmærksomme på, hvordan vi arbejder med, siger han og tilføjer, at han ikke kan udelukke, at punkterne fra Styrelsen for Patientsikkerhed kan give anledning til yderligere foranstaltninger.
Giver de nye anbefalinger og informationer problemer i forhold til at få vandet væk fra området?
- Det ændrer ikke noget, fordi vi hele tiden har været klar over, at det er basisk vand, og derfor allerede er i gang med en renseproces. For det er ikke målet, at vi skal have det liggende i bassinerne længere end højst nødvendigt. Det skal renses og derefter ledes ud i vores rensningsanlæg, siger kommunaldirektøren.