Ældre, der ikke får hjemmehjælp eller hjemmepleje, bliver oftere genindlagt på sygehuset. Og de ligger sammenlagt markant længere i sygehusseng end ældre, der har hjemmepleje.
Det skriver Politiken torsdag på baggrund af en undersøgelse foretaget for Sundhedsministeriet.
Undersøgelsen får Ældresagen til at konkludere, at de senere års milliardstore besparelser i kommunal hjemmepleje delvis ædes op af ekstra udgifter til ældre, der ikke kan klare sig i hjemmet og lægger beslag på flere ressourcer på sygehusene. Fordi der ikke er professionelle omsorgspersoner i hjemmet til at holde øje med dem.
Menneskelig kontakt har gavnlig effekt
Chefkonsulent i Ældresagen Olav Felbo peger på, at der sidste år var skåret næsten 5 millioner hjemmeplejetimer væk siden 2008 - svarende til en fjerdedel. Men at det ser ud til at være kortsigtede besparelser.
- Rapporten om de ældres genindlæggelser viser, at hjemmepleje har en effekt i form af, at de ældre har kontakt med mennesker, der kan holde øje med dem og slå alarm, hvis deres funktionsevne svækkes, siger Olav Felbo til Politiken.
Dobbelt så mange indlæggelser
Både samlevende og enlige, der ikke modtager hjemmepleje, havde dobbelt så mange indlæggelser som borgere, der får hjemmepleje, viser rapporten.
Ældre uden hjemmepleje er ganske vist indlagt lidt kortere tid pr. gang. Men fordi de til gengæld indlægges flere gange efter hinanden, tilbringer de samlet set alligevel længst tid i sygehussengen.
Kontorchef Christian Harsløf i Kommunernes Landsforening erkender, at det ligner omvendt logik, når ældre, der ikke får hjemmehjælp og derfor som udgangspunkt ikke hører til de svageste, er mest på sygehuset og genindlægges mest. Men han tror ikke, at svingdørspatienterne er dem, der har fået frataget hjemmepleje.
- Når færre får pleje i hjemmet, er det jo fordi ældre generelt er blevet mere sunde og fordi der gøres en stor indsats i alle kommuner for at rehabilitere, så de bedre kan klare sig selv", fremhæver han over for Politiken.