Ældre Sagen og FOA: Hvor lavt et serviceniveau vil regeringen tilbyde ældre?

Frem mod 2025 kommer der et stigende antal ældre over 75 år, som skal passes af cirka samme antal offentligt ansatte. Det vil skabe yderligere forringelser, frygter interesseorganisationer.

I regeringens 2025-plan afsættes der blandt andet 22 milliarder til mere velfærd frem mod 2025, men ifølge planen så vil antallet af offentligt ansatte ligge på omtrent samme niveau som i dag. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

I 2025 vil der være næsten 200.000 flere ældre over 75 år, som skal passes af cirka det samme antal offentligt ansatte.

Sådan kan fremtiden se ud, hvis regeringen får gennemført sin 2025-plan.

Regeringen vil ikke ansætte flere i den offentlige sektor, selv om antallet af ældre stiger frem mod 2025. I stedet skal flere private aktører være med til at løfte velfærdssamfundets tjenesteydelser.

Dennis Kristensen, formand for FOA, frygter yderligere forringelser i servicen, og mener det er urealistisk, at man kan skære yderligere ind til benet i den offentlige sektor.

- Når vi kigger på udviklingen de senere år, så har vi mistet mindst 30.000 stillinger alene i kommunerne, siden den økonomiske krise satte ind i 2009.

- Når regeringen så fremskriver det til at være det normale antal nedskrivninger, så kommer vi til at opleve, at opgaverne for de offentligt ansatte vokser, mens tiden til den enkelte borger bliver mindre, og den ansatte skal løbe endnu stærkere, siger Dennis Kristensen.

Han mener ganske enkelt ikke, at Danmark har råd til skattelettelser, hvis velfærden skal genoprettes.

- For mig er det et moralsk spørgsmål: Hvor lavt et serviceniveau vil vi byde de ældre, som er afhængige af andres hjælp, og hvor lavt et serviceniveau vil vi i fremtiden yde til de udsatte grupper såsom psykisk syge?

Ældresagen: Svage ældre mærker forringelser

Venstre lægger i deres 2025-plan op til, at flere offentlige tjenesteydelser i fremtiden skal udføres af private aktører.

Chefkonsulent i Ældresagen Olav Felbo frygter, at det også kommer til at betyde, at pårørende og frivillige i stigende grad udfylder hullerne i den offentlige service.

- De familier, som har ressourcerne, vil prøve at kompensere ved at købe sig til mere hjælp, når servicen bliver forringet.

- Men hvad gør de svækkede ældre, som har brug for hjælp, men ikke har pårørende eller mange penge på kontoen? De vil blive hårdt ramt af en udvikling, hvor man skærer så meget på servicen, siger Olav Felbo.

Regeringen har i sin 2025-plan afsat 22 milliarder kroner til mere velfærd.