Ældre rygere er mest stædige

Årets rygevaneundersøgelse viser, at de 50-59 årige er dårligere end andre til at kvitte tobakken, og at over hver fjerde er generet af røg udendørs.

Mens antallet af rygere generelt stadig falder, så er der en enkelt rygergruppe, som stædigt holder ved, nemlig de 50-59-årige. Her ryger knap en tredjedel stadig dagligt.

Det viser den årlige rygevaneundersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Sundhedsstyrelsen.

Lungeforeningens direktør Charlotte Fuglsang mener, at der er brug for en øget rygestop-indsats over for de ældre rygere. Dels ved en stærkere markedsføring af rygestop-kurserne, og dels ved at de praktiserende læger går rygerne mere på klingen og hjæper dem til at stoppe med rygningen.

Dyrt for samfundet og rygeren

- Det er jo netop i denne aldersgruppe, at vi ser de rygerelaterede sygdomme udvikle sig, og det er både dyrt for samfundet og for den enkelte, siger Charlotte Fuglsang til Radioavisen.

Rygevaneundersøgelsen viser også, at flere og flere føler sig generet af røg udendørs på offentlige steder, såsom ved arbejdspladen eller busstoppestedet. Formentlig som konsekvens af, at rygerne ikke længere må ryge indendørs.

- Det er jo et udtryk for at rygeloven flytter folks holdninger til røg. Vi bliver mere og mere følsomme over for røg, og forlanger i stigende grad røgfri omgivelser, også udenfor. Jeg tror, at man er nødt til at kigge på det i forbindelse med en kommende revision af rygeloven. Det tror jeg, at folk vil forlange, siger Charlotte Fuglsang.