Cykelhjelmen har været elsket og hadet, siden vi først lærte den at kende. Men selvom der er kommet flere hjelme på voksnes hoveder, så sidder de ikke på de hoveder, der kunne have mest gavn af den, nemlig de ældres.
Flere ældre dør i trafikken
Antallet af dræbte cyklister steg voldsomt sidste år. Og nu viser tal fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, at det især er de ældre cyklister der bliver dræbt i trafikken.
Sidste år mistede 27 cyklister over 65 livet, og det er en fordobling i forhold til året før. Halvdelen af dem døde på grund af hovedskader.
- Det har i høj grad noget med vane at gøre. De har kørt på cykel i en mange år, og der er aldrig sket noget. Derfor kan det være svært at se, hvorfor man skal begynde og køre med hjelm, siger Pernille Ehlers fra Rådet fra Større Færdselsikkerhed til DR Nyheder.
Derfor vil Rådet for Større Færdselssikkerhed nu arbejde for at få flere ældre til at bære cykelhjelm. Det gør kun fem procent af dem i dag.
Fantastisk gaveide
Pernille Ehlers håber på at få de ældres familier til at hjælpe med at få de ældre til at bruge cykelhjelm.
- Andre kan også hjælpe. Det er en fantastisk gaveide, at børn og børnebørn køber et gavekort til en cykelhandler og forærer det til en mormor eller morfar, siger Pernille Ehlers.