Advokat til 13-årig pige kommer med klar opfordring til offentligheden

Læsning af anklageskriftet er en ubehagelig påmindelse, udtaler bistandsadvokat til 13-årig pige.

Politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Nilsson hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi holdt pressemøde om politiets efterforskning mod den 32-årige mand. (Arkivfoto) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det ene af ofrene i en voldsom sag om drab og frihedsberøvelse kommer nu med en opfordring til medierne og offentligheden gennem sin advokat.

Bistandsadvokaten til den 13-årige pige fra Kirkerup på Sjælland, der ifølge et anklageskrift blev for udsat frihedsberøvelse, voldtægt og drabsforsøg, håber, at alle vil gøre, hvad de kan for at undgå, at den 13-årige pige bliver konfronteret med detaljer om overgrebene.

Sådan lyder det fra advokaten, Hari Aaby Mandic.

- Det er nogle meget voldsomme tiltalepunkter i relation til min klient, og læsning af anklageskriftet er en ubehagelig påmindelse om overgrebet.

- Min klient har brug for offentlighedens forståelse for, at hun gerne vil kunne se fremad og fokusere på at fortsætte sin almindelige dagligdag med skole, familie, venner og fritidsarbejde, siger Hari Aaby Mandic i en skriftlig udtalelse.

Ifølge Hari Aaby Mandic håber og tror han, at "befolkningen vil støtte dette, og at medierne vil udvise forståelse".

Manden er tiltalt for at ville dræbe den 13-årige pige "formentlig ved kvælning". Det blev ifølge anklageskriftet forhindret, fordi politiet anholdt ham.

Foruden sagen mod den 13-årige pige er den 32-årige mand også tiltalt for at have voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng og for at have forsøgt at bortføre en 15-årig efterskoleelev.

Det flere sider lange anklageskrift, som er blevet frigivet mandag, og som DR Nyheder har fået aktindsigt i, indeholder mange voldsomme detaljer.

Af hensyn til ofrene beskriver DR Nyheder ikke en række af disse detaljer.

Mai-Brit Storm Thygesen er bistandsadvokat for Emilie Mengs mor.

Inden frigivelsen af anklagesksriftet kontaktede hun de 15 største medier i Danmark med en opfordring om at holde detaljegraden på et behersket niveau af hensyn til ofrene og de efterladte.

- Der er nogle efterladte og pårørende, for hvem detaljer kan være ganske gruopvækkende.

- Emilie Mengs mor har været gennem en syv år lang efterforskning, hvilket har været ekstremt hårdt. Derfor mener jeg ikke nu, at vi skal pensle detaljer ud i medierne, så hun kan blive yderligere traumatiseret, siger Mai-Brit Storm Thygesen til DR Nyheder.