Den måde, som politiet har håndteret sigtelsen af Britta Nielsens døtre på, er "fuldstændig uspecifik".
Sådan lyder det fra den ældste datters, Karina Jamilla Hayats, forsvarer, efter de to døtre i dag har valgt at stå frem med navn, ansigt og deres version af sagen om Britta Nielsens formodede svindel.
- Den sigtelse, vi har fået oplyst, den er fuldstændig uspecifik. Der er ingen konkrete ting i den sigtelse. Der er bare en gentagelse af straffelovens ordlyd, siger forsvarer Peter Secher.
De to døtre står i aften frem i programmet ‘Brittas døtre taler ud’, som sendes klokken 21:00 på Kanal 5.
Her fortæller de to kvinder om et liv med luksusrejser, dyre biler og konkurrenceheste for millioner. De to kvinder er sigtet for hæleri og nægter sig skyldige.
Anklager: Materiale er meget stort
Til kritikken fra forsvaren fortæller anklager Kia Reumert, at det skyldes, at der er tale om et stort materiale.
- Der er et enormt materiale i den her sag, så på nuværende tidspunkt, har vi ikke kunne fastlægge det nærmere omfang, siger hun og tilføjer:
- Men så snart vi er klar, og så snart politiets efterforskning har klarlagt omfanget, så vil sigtelserne blive præciseret, forsikrer hun.
"De har ret en reel sigtelse"
Advokat Peter Secher mener stadig ikke, at det er forklaring nok på, hvorfor hans klient, ifølge ham ikke har fået en ordentlig sigtelse.
- Det er meget kryptisk, hvad de er sigtet for. Vi ved, sigtelsen omhandler hæleri, men vi mangler at få svar på, hvad det præcis er, de har modtaget fra deres mor, og hvor de ifølge politiet har haft kendskab til, at pengene skulle stamme fra en forbrydelse, siger han.
Peter Secher fortæller, at han flere gange har bedt politiet om at komme med en reel sigtelse.
- Det mener jeg faktisk, at min klient har krav på både efter dansk lov og den europæiske menneskerettighedskonvention. Med alle de mandetimer, politiet har lagt i sagen, undrer det mig såre, at de ikke har kunnet levere en reel sigtelse endnu, siger advokaten.
SØIK: De skulle have retten til en forsvarer - hurtigt
Presseansvarlig hos Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet Simon Gosvig påpeger, at en sigtelse "først og fremmest er en rettighedssikring af en mistænkt".
- Det betyder blandt andet, at man får ret til en forsvarer og indsigt i, hvordan sagen udvikler sig, siger han.
- Da vi sigtede de to døtre på et så tidligt tidspunkt, var det for at give dem retten til en forsvarer. Vi vil selvfølgelig specificere sigtelsen, når vi har et større overblik over deres rolle i den samlede sag, siger han.