Advokat for pige i sexvideo: Hun kan aldrig få et almindeligt liv

Pigens bistandsadvokat kræver 100.000 kroner i godtgørelse.

Omkring 800 drenge og mænd samt 200 piger og kvinder bliver sigtet for at have delt de krænkende sexvideoer.

Pigen, der medvirker i den krænkende sexvideo, skal have en godtgørelse på 100.000 kroner.

Det mener pigens bistandsadvokat, Ole Søgaard-Nielsen, der er til stede i Retten i Randers, hvor den første af ni prøvesager kører i sagen om deling af sexvideoer på Facebooks chat-platform Messenger.

Han erkender, at det er et usædvanligt højt beløb, men ikke når man ser på sagens konsekvenser for den unge pige.

- Hver gang den bliver delt, er der en risiko for min klient. Hendes profil på Facebook er blevet låst. Forleden mødte hun en tilfældig på Strøget, der sagde hendes navn.

- Hun spurgte, om hun kendte ham, hvortil han kom med en reference til videoen. Det resulterede i et angstanfald. Hver eneste deling er lig med en krænkelse, siger advokat Ole Søgaard-Nielsen.

Ifølge ham oplever ofre for digitale sexkrænkelser en konkret trussel både i det digitale univers og i virkeligheden.

- Før var hun en pige, der løb på skøjter. Nu er hun pigen fra videoen. Hun har skiftet skole flere gange. Hver gang er hun blevet genkendt efter noget tid. Hun ved, det sker hver gang bare ikke hvornår. Hun kan aldrig få et almindeligt liv, siger han i retten.

To ofre i sagen

Efter at anklageskrifterne er kommet frem, fremgår det, at der er to ofre i disse sager - både pigen fra sexvideoerne, men også en dreng, der medvirker.

Derfor kræver hans bistandsadvokat, Simon Eilrich, 75.000 kroner i erstatning til drengen.

- Det har haft drastiske konsekvenser for min klient at være i den video. Han har skiftet gymnasium. Der findes ikke noget digitalt viskelæder. Den tiltalte har ikke optaget videoen, men han har spredt den, siger han.

Advokaten for den tiltalte mand, der i dag er i retten, mener, at kravet om godtgørelse bør stilles kollektivt til alle involverede.

I alt kører der indtil videre ni prøvesager, inden Anklagemyndigheden går videre med de mange andre sager, hvor unge er sigtet for at have delt tre sexvideoer på Facebooks chat-platform Messenger.

Flere af de andre prøvesager kører tirsdag og onsdag i denne uge i Retten i Randers og Retten i Lyngby.

Prøvesagerne skal være med til at fastslå, hvilken straf de over 1.000 unge kan risikere at få, hvis de alle bliver tiltalt og kendt skyldige i at have delt de tre sexvideoer fra foråret 2015.

Status på sagen

  • 472 er afhørt og sigtet for distribution af børneporno i sagen, hvor over 1.000 vil blive sigtet.

  • Det er uklart, hvor gamle de unge mennesker har været på gerningstidspunktet, som ligger imellem foråret 2015 og efteråret 2017.

  • Hovedparten af de sigtede er i dag over 18 år: 197 personer er mellem 15 og 17 år, 790 personer er mellem 18 og 24 år, og otte personer er 25 år og ældre. Der er nogle enkelte, som er 15 år.

  • 809 er drenge/mænd, mens 193 er piger/kvinder.

  • Kilde: Rigspolitiet