Advokat: Lokofører så gnister lige før togulykke

Lokoføreren af det lyntog, der forulykkede onsdag formiddag, så 'noget stort' hænge ud fra modkørende godstog.

Lokoføreren på det lyntog, der forulykkede onsdag morgen, sænkede farten over Storebælt, fordi det blæste voldsomt, siger hans advokat. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Lokofører i lyntog så nogle usædvanlige gnister fra det modkørende godstog på Storebæltsbroen lige før togulykken, hvor otte passagerer mistede livet, og 16 blev kvæstet.

Det siger advokat Torben Koch, der er bisidder for lokoføreren til Berlingske.

- Gnister fra køreledningerne er ikke usædvanligt. Men de her gnister var længere nede, siger Torben Koch.

På baggrund af interviewet skriver Berlingske, at 'noget stort' hang ud fra godstoget umiddelbart før ulykken ifølge lokoføreren.

Allerede før kollisionen var lokoføreren dog urolig for kørselsforholdene på Storebæltsforbindelsen, fortæller advokaten.

- Han mærkede straks blæsten, den er voldsom, også mere voldsom end han brød sig om. Toget rystede. Han kunne se køreledningerne blafre, sådan opfattede han det.

- Han blev urolig og sænkede farten til måske – det er hans vurdering – 100-120 kilometer i timen på en strækning, hvor hastigheden normalt er 180 kilometer i timen, siger Torben Koch.

/ritzau/