En dansk advokat har kontakt med den 64-årige tidligere ansatte i Socialstyrelsen, som er efterlyst internationalt for underslæb i millionklassen.
Advokat Nima Nabipour siger til DR Nyheder, at han har været i kontakt med kvinden, der er mistænkt for gennem 16 år at have svindlet med offentlige støttekroner for mindst 111 millioner ved at have overført de mange penge til sig selv.
Bagmandspolitiet efterforsker sagen og mener, at kvinden befinder sig i udlandet.
Nima Nabipour ønsker af hensyn til sin tavshedspligt ikke at fortælle, om han ved, hvor kvinden befinder sig.
- Vi er på det indledende stadie, så jeg kan ikke sige så meget om sagen. Det er foregået for dobbeltlukkede døre, og vi er nødt til at følge reglerne, siger Nima Nabipour.
Afventer efterforskningen
Han vil hellere ikke svare på, hvornår og hvordan han blev hendes forsvarsadvokat.
- Jeg kan sige, at normalt er det sådan, at en klient selv retter henvendelse, hvis man ønsker, at en advokat repræsenterer en.
Hvordan forholder hun sig til sagen?
- Det kan jeg ikke fortælle.
Nima Nabipour vil heller ikke oplyse, hvornår han forventer at tale med kvinden igen.
- Nu skal vi lige følge med og se, hvad der sker med efterforskningen. Og på et tidspunkt skal jeg forhåbentligt sidde sammen med hende og se på tingene. Men det er ikke lige nu i hvert fald. Vi er stadig i den indledende fase. Nu må vise, hvordan tingene går, siger Nima Nabipour.
Kvinden var ansat i over 40 år i Socialstyrelsen, indtil hun 26. september blev bortvist for mistanke om alvorligt underslæb.
Socialminister Mai Mercado (K) har kaldt sagen for 'et gement tyveri' og har iværksat to eksterne undersøgelser, som dels skal se på, hvordan der kunne foregå svindel gennem næsten to årtier, uden nogen i systemet opdagede det, dels om der kan placeres et ansvar.
Sagen kort
- •
En 64-årig kvindelig tidligere ansat i Socialstyrelsen er efterlyst over hele verden via Interpol.
- •
Hun var ansat i over 40 år i styrelsen og blev betragtet som 'en betroet medarbejder', der derved havde særlig adgang til systemerne.
- •
Kvinden mistænkt for igennem en periode på mindst 16 år - fra 2002 til i år - at have begået underslæb for omkring 111 millioner kroner. Det var penge, som skulle være gået til nogle af landets svageste borgere gennem satspuljemidlerne.
- •
Pengene blev overført til hendes egen private konti.
- •
Svindlen blev først opdaget i begyndelsen af september i år, hvor kvinden blev bortvist fra sit arbejde.
- •
Svindlen på omkring 111 millioner er foregået ved 274 overførsler til den ansattes egne private konti. Det vil sige, at der gennemsnitligt er blevet overført 405.000 kroner per overførsel.
- •
Bagmandspolitiet vurderer, at kvinden lige nu er i udlandet.
- •
Det er ikke kommet frem, hvordan den 64-årige kvinde bar sig ad med at overføre de mange millioner kroner til sin egen konto.