Advarsel om farligt vejr sænker farten på broerne

Husk at køre forsigtigt og holde godt fast i rattet, lyder rådet fra Vejdirektoratet om kørsel på broerne.

Let foden fra speederen, når du kører over Storebæltsbroen i dag. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Ud af vinduet kan man høre den hylende vind, og vinden har også godt fat i de danske broer.

Flere broer har hertil morgen opsat restriktioner for vindfølsomme køretøjer, meldes det hos Vejdirektoratet.

https://twitter.com/vejdirektoratet/status/816518442106941440

På Vejlefjordbroen og Farøbroerne fraråder man vindfølsomme køretøjer at passere på grund af kraftig blæst, samtidig med at man har sat hastighedsbegrænsningen ned til 80 kilometer i timen for øvrige køretøjer.

Vindfølsomme køretøjer frarådes også på Storebæltsbroen, hvor man melder, at blæsten nu er på niveau tre. Der har man sat en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen.

Som det nyeste har Øresundsbroen meldt ud, at man også her fraråder de vindfølsomme køretøjer at passere. Her sættes hastighedsgrænsen på 70 kilometer i timen for øvrige køretøjer.

Restriktionerne forventes først ophævet onsdag middag, oplyser Vejdirektoratet.

Der varsles fortsat om vind af stormstyrke - især langs de vestvendte kyster.

Hos Danmarks Meteorologiske Institut kan man følge med i, hvor i landet der forventes vind af stormstyrke.

(Foto: © DMI, dmi)

Sikkerhedsregler ved kraftig vind på Storebælt

  • Niveau 1: Hård vind (10 meter i sekundet) – Vindfølsomme advares mod køretøjer mod sidevind.

  • Niveau 2: Stiv kuling (15 meter i sekundet) og tværvind - Vindfølsomme køretøjer frarådes. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 80 kilometer i timen.

  • Niveau 3: Stormende kuling (20 meter i sekundet) og tværvind - Vindfølsomme køretøjer frarådes. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 50 kilometer i timen.

  • Niveau 4: Storm (25 meter i sekundet) - Broen lukkes for al trafik med bomme.