Danish International Adoption (DIA), der som den eneste organisation i Danmark formidler internationale adoptioner, stopper med at formidle adoptioner fra udlandet til Danmark.
Det betyder, at det i praksis ikke længere er muligt at adoptere fra udlandet.
Beslutningen er truffet af DIA's bestyrelse, efter Social-, Bolig- og Ældreministeriet har meddelt organisationen, at de sidste fem lande, som DIA formidler adoptioner fra, suspenderes i en periode.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om landene Filippinerne, Indien, Taiwan, Thailand og Tjekkiet.
14. december suspenderede Ankestyrelsen adoptioner fra Sydafrika, efter mistanke om, at adoptionerne ikke foregik efter reglerne.
- Det er en tung beslutning at skulle tage for bestyrelsen i DIA. Men vi ser ingen anden udvej. Området for international adoption kan ikke længere under de aktuelle vilkår i Danmark drives af en NGO som vores, siger næstformand i DIA's bestyrelse Anne Friis i pressemeddelelsen.
I 2023 formidlede DIA 17 adoptioner fra udlandet til Danmark. 11 af adoptionerne var fra Sydafrika, fire var fra Thailand, mens to var fra Taiwan.
Ordførere orienteret
Mette Abildgaard, der er familieordfører for Konservative på Christiansborg, bekræfter, at Folketingets ordførere på området i går fik en orientering om Socialministeriets beslutning.
Beslutningen skyldes ifølge Mette Abildgaard, at Ankestyrelsen, som sammen med ministeriet fører tilsyn med adoptionsbureauet, har set tegn på, "at man tilsidesætter reglerne på området".
Hun ved ikke mere konkret, hvad det dækker over, siger hun også.
- Selvfølgelig er jeg også optaget af, at vi sikrer os, at alt er i orden, når der foregår internationale adoptioner. Det er dér, man hos Ankestyrelsen har set nogle ting, som har gjort, at man har fået mistanke om, at tingene ikke fungerer, som de bør, siger Mette Abildgaard.
Mette Abildgaard fortæller samtidig, at hun på nuværende tidspunkt ikke har noget indtryk af, hvor længe suspenderingen af adoptionerne vil vare.
Hun forventer at få yderligere information fra Socialministeriet "i de kommende dage".
Hård kritik i november
I november fik DIA hård kritik for håndteringen af adoptioner fra Madagaskar af Ankestyrelsen.
Ifølge Ankestyrelsen har DIA i en række tilfælde handlet i strid med blandt andet principperne i Haagerkonventionen og adoptionsloven. Og det er sket mod bedre vidende, hedder det i en redegørelse om forløbet.
Ankestyrelsens advarsel omhandlede et punkt, der er noget af det mest principielle indenfor adoptionsformidling; nemlig at ingen må tjene penge på adoptioner.
Ifølge styrelsen har DIA ikke sikret sig imod, at der kan "drages utilbørlig økonomisk vinding" på adoptioner fra Madagaskar.
Seks måneder inden advarslen lukkede social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil for adoptioner fra Madagaskar.
Adoptionsbureauet DIA fik efterfølgende mulighed for at indsamle dokumentation for at redegøre yderligere.
Efter månedlange udvekslinger af dokumenter tog Ankestyrelsen næste skridt og uddelte en advarsel.
Fra på søndag kl. 06.00 kan du på DRTV se dokumentarserien "Det store adoptionstyveri" om en række kritisable danske adoptioner fra Indien.