Selv om instruktør Katrine W. Kjær mener, at dokumentarfilmen Adoptionens Pris viser et udbredt problem i adoptionssager, så er det yderst sjældent, at Adoption & Samfund hører om lignende sager.
- Vi hører om det i ny og næ, men der går år imellem, siger næstformand i Adoption & Samfund, Michael Paaske.
Adoptionens Pris handler om de to etiopiske børn på 2 og 4 år, der bliver bortadopteret fordi deres forældre tilsyneladende er aids-syge.
De kommer til et par i Holbæk, men den 4-årige Masho kan ikke knytte sig til de nye forældre og det hele ender som et mareridt, hvor Masho bliver anbragt på et børnehjem.
Hvorfor en pige på 4 år?
Mange har efterfølgende spurgt om det rimelige i, at bortadoptere en 4-årig og DanAdopt, der har formidlet adoptionen har også erkendt, at Masho aldrig skulle have været bortadopteret.
Men Michael Paaske mener ikke, at det er Mashos alder, der alene er problemet.
De problemer, hun oplever, kan alle adoptionsbørn opleve.
- Der kan også opstå problemer for børn, der kom som helt små. For de fleste er det at være blevet forladt en voldsom ting. Hvorfor blev jeg forladt? Kunne de ikke lide mig? er nogle af de spørgsmål, de stiller sig, fortæller Michael Paaske.
Svært at være blevet forladt
Og netop de meget tunge spørgsmål kan skabe problemer for børnene på alle mulige tidspunkter i livet.
- Det kan være, når de skal begynde at spise eller drikke eller når de begynder i vuggestue eller i skole. Men det kan også være, når de bliver voksne og selv skal have børn, at det sætter tanker i gang om deres egen tidlige barndom, siger Michael Paaske.
Adoption & Samfund opfordrer til, at kommende adoptivforældre i højere grad uddannes til at kende de problemer, det skaber for børn at være blevet forladt.
Og når det går galt, som det gjorde mellem Masho og hendes adoptivforældre, skal der være øget tilbud om hjælp.