Det er fra i aften ikke længere muligt at gå ind på sundhed.dk og læse sine helbredsoplysninger fra egen læge. Og andre sundhedspersoner har heller ikke adgang til oplysningerne.
Regionerne og de praktiserende lægers organisation, PLO, har besluttet at lukke for strømmen af fortrolige patientoplysninger fra lægerne til den såkaldte p-journal på sundhed.dk.
Det sker, efter at DR Nyheder har spurgt regionerne, om tilladelserne til at håndtere patienternes oplysninger er i orden.
Samtidig har flere eksperter i sundhedsjura, i P1's Orientering, vurderet, at indsamlingen af helbredsoplysninger fra de praktiserende læger til den landsdækkende DAMD-database er ulovlig, fordi der samles alt for bredt ind.
Har drøftet kritikken
De praktiserende lægers formand, Bruno Melgaard Jensen, siger til DR Nyheder, at det er en praksis, der i flere år har været alment benyttet af lægerne, der nu bliver stoppet af PLO og Regionernes Sunheds-IT.
- Vi har drøftet kritikken af delingen af data i sundhedsvæsenet med Danske Regioner. Vi har besluttet at stoppe den deling af data, som kommer fra vores database til patienternes journal på sundhed.dk, siger han.
Fortrolige oplysninger om patienternes sundhedstilstand bliver automatisk overført fra de praktiserende lægers computer til databasen DAMD uden patienternes samtykke.
PLO: Der må ikke være tvivl om sikkerhed
De automatiske overførsler til patienternes journal stoppes, fordi der ikke skal opstå tvivl om, hvorvidt det er lovligt at gøre, forklarer Bruno Melgaard Jensen.
- Vi kan ikke leve med, at der bliver rejst mistanke om problemer med den måde, det foregår på. Vi er nødt til at sætte os ned og sikre os, at alting foregår, som det skal. Det er et krav til os alle sammen, at der er sikkerhed omkring de oplysninger, vi opbevarer for patienterne, siger PLO-formanden.
Vil det sige, at I anerkender, der har været et hul i sikkerheden?
- Nej vi mener faktisk, at der har været de rigtige tilladelser. Men når der er vedvarende kritik, så er der behov for at arbejde det her igennem og se på, hvordan det (systemet, red.) kan fortsætte, siger læge-formanden.
Vil kun være en midlertidigt lukning
Han forventer da også, at overførslerne til patienternes journal på sundhed.dk ikke bliver stoppet helt, og der kun er tale om en midlertidig lukning, indtil man har set hele ordningen igennem.
Og der er ikke nogen grund til bekymring hos patienterne, for det har kun været patienterne selv, sundhedspersonale, og personer med fuldmagt fra en patient, der har haft adgang til oplysninger i den digitale journal, lyder det fra PLO-formanden.
- Vi fortsætter også indberetningen til den landsdækkende database, men bruger så kun oplysningerne til internt brug, siger Bruno Melgaard Jensen.
Regionerne betvivler lovlighed
Mens lægerne altså vurderer, at tilladelserne er i orden til DAMD-databasen, så er der tvivl om det samme gælder for P-journalen, som lægger oplysninger fra DAMD-databasen ud på sundhed.dk.
Formanden for Regionernes Sundheds-IT, Jens Andersen siger, at det er usikkert, om godkendelsen er i orden.
Vurderingen kommer, efter at DR Nyheder har spurgt til det.
- Det er vigtigt at borgerne har tillid til deling af data på sundhedsområdet, derfor lukker vi ned for P-journalen, indtil det er afklaret, hvilke tilladelser der er nødvendige, og de eventuelt manglende tilladelser er i hus, siger Jens Andersen.
Fra 1. september i år er de praktiserende læger blevet pålagt ved lov at kode deres patienters diagnoser ind i den elektroniske journal inden for otte sygdomsområder, bl.a. diabetes og depression. Fra lægens computer hentes oplysningerne automatisk over i den store database via et særligt program, der kaldes datafangst.
Men mange læger har længe kodet langt flere oplysninger om deres patienter end de otte afgrænsede folkesygdomme.