Den nye borgmester i Aarhus, socialdemokrat Anders Winnerskjold, er en flittig bruger af det sociale netværk TikTok.
Forsvarets Center for Cybersikkerhed advarede ellers i februar 2023 om, at det kinesisk-ejede TikTok udgør en sikkerhedsrisiko.
Advarslen blev begrundet med, at ”flere af de datakilder, som TikTok har mulighed for at indsamle, kan potentielt anvendes til at udføre spionage mod brugere af app’en.”
Det fik dengang Aarhus til at forbyde TikTok på alle kommunens arbejdstelefoner som en af landets første kommuner.
Alligevel har Anders Winnerskjold lagt 55 videoer op siden forbuddet.
Det er sket ved at bruge en privat mobiltelefon i hans hjem, hvor han logger ind på TikTok-appen ved at bruge nummeret på hans kommunale arbejdstelefon, forklarer han:
- Der er ikke nogen sikkerhedsrisici forbundet med det her. Det er meget vigtigt for mig at slå fast.
På Syddansk Universitets Center for War Studies er forsker i russisk og kinesisk hybridkrigsførelse, André Ken Jakobsson, ikke overbevist om, at borgmesterens forholdsregler er sikre nok.
Han peger på, at TikTok-brugere, der ser borgmesterens videoer, kan blive interessante for den kinesiske efterretningstjeneste.
- De vil potentielt kunne knyttes til ham og vil kunne kortlægges i forhold til ham som en interessant aktør, fordi han er borgmester og toppolitiker, siger han.
Kinesiske myndigheder kan kigge med
Ud over TikTok er Anders Winnerskjold på Facebook og Instagram, der også høster data fra brugerne, men André Ken Jakobsson peger på, at der er en vigtig forskel.
Det skyldes især, at Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, onsdag kom med en ny trusselsvurdering, hvor det bliver fastslået, at Kina yder afgørende hjælp til Rusland i krigen mod Ukraine.
- Der er bare et modsætningsforhold her, der gør, at kinesisk datahøst har en anden natur end amerikansk, siger han.
Efter DR har interviewet Anders Winnerskjold om hans brug af TikTok, har han besluttet at undersøge, om han kan få fjernet sit mobilnummer fra TikTok-appen, så hans telefonnummer ikke er tilknyttet kontoen.
Men André Ken Jakobsson mener stadig, at det er et problem, at borgmesteren overhovedet bruger TikTok.
- Ved at være på TikTok skaber han jo et incitament til, at andre mennesker også skal være der. Det er problematisk, når der ligger en efterretningsvurdering, som siger, at appen i sig selv er problematisk, siger han.
Borgmester: De unge er på TikTok
Borgmester Anders Winnerskjold erkender, at hans tilstedeværelse på TikTok kan blåstemple appen overfor de unge.
- Det gør jeg vel i en eller anden grad, men det er illusorisk at tro, at unge mennesker ikke er på TikTok, hvis jeg ikke er der. Det er de, og jeg har brug for også at kunne kommunikere til unge mennesker om politik og forhåbentligt også engagere dem i politik, siger han.
DR's seneste undersøgelse af medieudviklingen fra 2023 viser, at 10 procent af danskerne mellem 15 og 75 år bruger TikTok dagligt, og godt halvdelen af brugerne er unge mellem 15 og 19 år.
André Ken Jakobsson mener, det er en dårlig idé at kommunikere på TikTok for at få politiske budskaber ud til unge.
- Man ender med at føre en politisk debat om dansk politik over på en kinesisk platform, der er manipulerbar for kinesiske aktører. Vi ved, at der bliver censureret ting på TikTok, som det kinesiske kommunistparti ønsker skal censureres, siger han.
TikTok oplyser til DR, at man ikke ønsker at kommentere sagen.