Det hjælper efterforskningen, at offentligheden i dag har fået at vide, hvad en 16-årig pige og en 24-årig mand er sigtet for.
Det siger senioranklager Kristian Kirk Petersen til DR Nyheder, efter det nu er kendt, at de to er sigtet for forsøg på terrorisme.
Politiet har hidtil været lukkede omkring detaljerne i sagen, og det har man gjort på grund af sagens alvor.
- I sager af denne karakter er det typisk langvarige og grundige efterforskninger, man sætter i gang. Det er det også denne her sag. Vi har haft en fase på otte uger, hvor vi har haft brug for at holde sigtelserne tæt ind til kroppen for at få noget arbejdsro.
- Vi er nu kommet til en ny fase, hvor vi har brug for, at sigtelserne kommer frem, for at vi kan gå videre med efterforskningen, forklarer Kristian Kirk Petersen.
Angreb afværget ved anholdelse
Han kan ikke kommentere yderligere på, hvad de to sigtede præcist har planlagt, end hvad der står i sigtelsen. Af den fremgår det, at den jødiske Carolineskolen i København var målet. Samt Sydskolen i Fårevejle.
- Det er vores opfattelse, at det på Carolineskolen mislykkedes på grund af anholdelsen. Det andet forhold (på Sydskolen, red.) er ikke beskrevet i sigtelsen, og dermed kan jeg ikke kommentere på det yderligere, siger anklageren, der selv betegner sagen som 'meget alvorlig'.
Angrebet på Carolineskolen skulle ifølge anklageren være sket ved at bruge sprængstoffet TATP, mens der skulle være planlagt et angreb med en gødningsbombe på Sydskolen.
Fængslet til 30. marts
De sigtede har i dag fået forlænget deres varetægtsfængsling til 30. marts. Samtidig fortsætter politiet efterforskningen.
- Det er en ny fase, hvor sigtelserne er fremme. Det giver os nogle nye efterforskningsmuligheder. Det er svært at foretage afhøringer, hvis man ikke engang kan oplyse, hvad sigtelserne handler om. Det gør, at man nu får ro til andre efterforskningsopgaver, siger Kristian Kirk Kristensen.
Flere hundrede vidner skal ifølge Ritzau nu afhøres i sagen.
Forsvarer: Hun skal fortsætte skolegang
Begge sigtede nægter sig skyldig. Den 16-årige piges forsvarer fortæller, at pigen nu vil forsøge at fortsætte med sin skolegang, selvom hun sidder inde.
- Vi har fået medhold i at få hende overført til en sikret institution for børn og unge. Det er den gode nyhed.
- De institutioner er gearet til at kunne håndtere unge under 18 år. Der kan hun fortsætte sin skolegang, så hendes liv ikke går i stå. Selv hvis man skulle blive dømt, så skal man på et tidspunkt ud og fungere som borger i samfundet, siger forsvarsadvokat Nima Nabipour.
Pigen har det ikke godt med, at hun er sigtet for noget så alvorligt som terrorisme, fortæller han endvidere.
Hun blev anholdt 13. januar, mens den 24-årige meldte sig selv til politiet dagen efter.
Sagen kort
- •
En 16-årig pige og en 24-årig mand mistænkes for at ville bombe Carolineskolen i København samt Sydskolen i Fårevejle.
- •
De er sigtet efter straffelovens terrorparagraf, der kan give fængsel på op til livstid.
- •
De har begge siddet varetægtsfængslet i sagen siden januar.
- •
Sagen mod de to kommer til at køre for lukkede døre, hvorfor offentligheden ikke får indblik i politiets efterforskning og beviserne mod