De fire piller, som 42-årige Lars Thaysen spiser hver eneste morgen, er det eneste fysiske bevis på, at han er HIV-smittet. Selvom sygdommen ingen fysiske bivirkninger har for Lars Thaysen, var det alligevel en skræmmende besked, da HIV-testen slog ud som positiv for tre år siden.
Lars Thaysen valgte at fortælle åbent om sin HIV til både familie, venner, kollegaer og sine følgere på bloggen positivfyr.dk.
- Den værste bivirkning ved at have HIV er den følelsesmæssige belastning. Jeg mærker ingenting fysisk, men følelsesmæssigt mærker jeg det hver eneste dag. Angsten for hvordan andre vil reagere og den konstante overvejelse, om man skal fortælle det eller ej, er en kæmpe belastning, og det kan ikke undgå at påvirke ens liv i negativ retning, siger Lars Thaysen.
HIV er en hemmelighed
Det er langt fra alle, der er ligeså åbne om deres HIV, som Lars Thaysen. Faktisk vælger hver femte HIV-smittede kun at fortælle om deres sygdom til to personer eller færre. Og at leve med sådan en livshemmelighed sætter sig på livskvaliteten. Det har antropolog, Anders Dahl, forsket i.
- Det er en belastning at have en så stigmatiseret sygdom som HIV. De fleste er ikke åbne med det, så de må køre et dagligt regnskab med hvem ved og hvem ved ikke.
- Det er en voldsom stressfaktor, som er med til at gøre HIV-smittede mere psykisk skrøbelige og mere disponerede for depressioner og depressionslignende tilstande end almenbefolkningen.
HIV er forbundet med ensomhed, isolation og hemmelighedskræmmeri, viser en stor rundspørge blandt danske HIV-smittede, som Anders Dahl lavede i 2007, og som han er i gang med at lave en opfølgning på.
Dengang svarede hver tiende, at de oplever, at andre mennesker er decideret bange for dem og holder fysisk afstand til dem.
Bøssepesten på forsiden
Aids blev i 1980'erne døbt "bøssepesten" i medierne, og der blev ikke sparret på hårde gloser og gruvækkende beretninger i aviserne. "Bøsser ramt af sjælden kræft" skrev Politiken i 1981. "Frygter bøssesygen bliver en dansk epidemi" lød det i Aarhus Stiftstidende i 1983 og samme år kunne Ekstra Bladet fortælle: "Nu tør folk ikke længere drikke kaffe med bøsser".
Der var stor uvished om sygdommens smitteveje i starten. Man vidste, at det med sikkerhed smittede via sex og blod, men tungekys og drikkeglas var en gråzone.
AIDS-fonden spurgte i en undersøgelse fra 2012 til danskernes viden om HIV's smitteveje, og det viste sig, at der mange er udbredte misforståelser.
I undersøgelsen svarede 40 procent af danskerne, at de tror, at HIV kan smitte via kys, mens 23 procent mente, at HIV kunne smitte via et toiletsæde.
Fortidens billede af HIV er skyld i nutidens fordomme
De forkerte forestillinger, som mange danskere har om HIV, kan ifølge Anders Dahl spores tilbage til dengang, HIV-smittede var udmagrede homoseksuelle eller stiknarkomaner med sorte skjolder i huden.
- HIV har fra starten været forbundet med stigmatiserede grupper og stigmatiseret adfærd. HIV var forbundet med homoseksualitet, stofmisbrug, prostitution og analsex. HIV har været en dødelig smitsom sygdom, og det var en sygdom, som folk kom til at se rigtigt grimme ud af, når de først blev rigtig syge.
- Folk kunne være smittede i årevis, uden de vidste det, og de kunne smitte en masse mennesker uden at vide det, så det blev en sygdom, som folk blev enormt bange for," siger Anders Dahl og kobler datidens billede af HIV-smittede til nutidens fordomme om sygdommen.
- Hele den frygt, der blev etableret i 80'erne og 90'erne, hænger stadig væk ved, og det gør, at HIV-smittede stadig er tavse om deres sygdom. På den måde kan der trækkes en lige tråd fra 80'erne op til nu. Hvis vi fra starten havde haft en god behandling, ville sygdommen ikke være nær så meget stigmatisering. Så havde det været en ret "almindelig" sygdom. Det var det ikke, og det er det stadig ikke.
Jeg havde selv fordomme
Lars Thaysen mener også, at AIDS' barske historie med dødsfald og smittefare har sat sine spor i danskernes opfattelse af HIV i dag. Han kender nemlig fordommene fra sig selv.
- Jeg er jo barn af 80'erne, så jeg har jo oplevet HIV og AIDS fra begyndelsen. Jeg har set kampagnerne, og jeg har læst de første artikler om bøssepesten. Men det var som om, at informationen stoppede, da man fra 1996 ikke længere døde af sygdommen. Så da jeg 16 år senere selv blev smittet, troede jeg, at mange ting var som i 1996," fortæller Lars Thaysen og fortsætter:
- Derfor blev jeg rigtig bange, men jeg måtte langsomt at finde ud af, at der heldigvis er sket rigtig meget siden.