70 arbejdsløse unge i Esbjerg Kommune får nu stillet 25.000 kroner til rådighed, som de skal bruge på noget, der kan hjælpe dem til at komme ud på arbejdsmarkedet.
Det kan eksempelvis være et kørekort, en computer, så de kan studere - eller måske psykologhjælp til at håndtere angst.
Gennem projektet, som hedder Ungebudgetter, får de unge på den måde medbestemmelse over, hvordan de bedst muligt kommer tættere på uddannelse og job.
En af dem, der har fået penge, er 24-årige Lena Panduro fra Esbjerg. Hun er overvægtig og har samtidig hoftedysplasi - en medfødt hoftefejl, der giver hende smerter, når hun går og står. Det tilsammen gør det svært for hende at klare et job.
Men med pengene fra projektet kan hun nu følge lægens anbefaling og starte på vægttabsmedicinen Wegovy.
- Det skulle jo gerne gøre, at jeg fysisk kan holde til at arbejde. Håbet er jo, at det kan få mig ned på en vægt, hvor jeg fysisk kan være med, siger Lena Panduro.
Tager afsæt i de unges ønsker
De unge støttes af en sagsbehandler fra jobcenteret i at anvende midlerne. Men det er de unges drømme og ønsker, der bliver taget afsæt i.
Ifølge afdelingslederen i Jobcenter Esbjerg, Jannie Kikkenborg, er det her den rigtige vej at gå for at få de unge i job eller uddannelse.
- Der er sat så mange refleksioner i gang hos de her unge mennesker, som i sig selv bliver en meget motiverende faktor for selv at tage ansvar, siger hun.
Esbjerg Kommune giver 7.500 til hver af de unge. Resten af beløbet finansieres af den private fond Lind Foundation, som også er dem, der har taget initiativet til projektet.
Og det er godt givet ud, mener formanden for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune, socialdemokraten Jakob Lykke.
- Ét menneske mere i arbejde er det bedste, der kan ske. Så vi skal bruge alle de metoder, vi kan – og der er det her bare ét tiltag på en bred palet.
250 unge får penge
For Lena Panduro er pengene i hvert fald en afgørende brik for at få vendt den spiral, hun selv har svært ved at komme ud af, fortæller hun.
- Hvis jeg ikke kan holde til et arbejde, har jeg ikke penge til medicinen. Så det her gør, at jeg kan betale for medicinen og fokusere på at blive klar til at arbejde.
Udover Esbjerg er også Holbæk, Køge og Roskilde Kommuner en del af projektet.
Pengene fra fonden kommer til at gå til i alt 250 tilfældigt udvalgte unge mellem 18-29 år på tværs af de fire kommuner, som har været uden job og uddannelse i minimum 26 uger.