- Det er et meget voldsomt og topprofessionelt røveri.
Sådan siger Bent Isager, der er politiinspektør hos Københavns Vestegnens Politi om nattens røveri mod Dansk Værdihåndtering i Brøndby.
- Endnu ved vi ikke, hvor mange penge, der er stjålet, men det er en del penge, siger han til R Nyheder.
Ifølge Bent Isager har 4-6 gerningsmænd deltaget i selve røveriet, og de har alle været bevæbnede, måske med maskinpistoler. En større entreprenørmaskine er blevet brugt ved indbruddet.
Partisansøm er spredt ud
- Flere har formentlig været med i udførelsen af røveriet, for partisansøm har været spredt over et stort område, blandt andet ved Søndermarken i Valby, siger Bent Isager.
Desuden er 8-10 lastbiler og skraldebiler blevet stjålet og placeret strategiske steder, blandt andet ved politistationen i Albertslund for at forhindre politiet i at komme frem til gerningsstedet.
Dansk Værdihåndtering tager sig af transport og håndtering af penge, og de har hvert år med mere end 50 milliarder kroner at gøre, blandt andet byttepenge til flere butikker.