Bip-bip. Bip-bip.
Dialyseapparatet udsender en monoton lyd i baggrunden, mens Ditte Marie Birch langsomt og helt nøgternt fortæller sin historie. Hun giver sig god tid, for det er lige præcis, hvad hun har. God tid. Også til at tænke og reflektere. I hvert fald for nu.
- Jeg har ødelagt min krop så meget, at der ikke er nogen fremtid for mig. Det ved jeg godt.
Fire timer fire gange om ugen ligger Ditte Marie bundet til dialyseapparatet på Hjørring Sygehus. Det har hun gjort i et års tid, og det skal hun resten af sit liv. Hendes nyrer fungerer stort set ikke længere. Funktionen er helt nede på otte til ti procent af det normale.
- Det er helt og holdent min egen skyld, at jeg ligger her. Det er jo konsekvenserne af det liv, jeg har levet. Jeg har udsat min krop for rigtig mange dårlige ting igennem mange år.
Andre dialysepatienter får behandling, mens de venter på en ny nyre eller en anden form for operation, men sådan er det ikke for 34-årige Ditte Marie.
- Man kan ikke overleve dialyse. Man kan overleve, hvis man får en ny nyre, men det får jeg aldrig. Min krop er ganske enkelt for ødelagt til, at jeg kommer i betragtning, forklarer hun med helt rolig stemme.
I dag vejer Ditte Marie 39,5 kilo. Hun har for nylig tabt sig yderligere nogle kilo, og hendes krop viser tydelige spor efter 22 år med en alvorlig spiseforstyrrelse.
- Jeg dør af det på en eller anden måde. Det er der ingen tvivl om. Der er så mange ting, der er ødelagt. Det kan jeg ikke rette op på igen. Jeg ville ønske, jeg kunne.
Droppede livsvigtig medicin
Som 11-årig fik Ditte Marie anoreksi, og kort før sin 12 års fødselsdag fik hun oveni diabetes. En kombination, som den unge pige lynhurtigt fandt ud af, at hun kunne bruge til at bevare kontrollen over sin krop og ikke mindst sin vægt.
- Det vigtigste i mit liv var og er, at jeg skal have en tynd mave. Hvis jeg har det, er alt godt, forklarer Ditte Marie.
Hun fortæller sin historie til Anders Agger i programmet 'Indefra med Anders Agger - Anoreksi'. Sammen med to andre kvinder løfter hun sløret for, hvordan det er at sulte sig og lade sig selv og sit liv styre 100 procent af en spiseforstyrrelse.
På trods af sin unge alder blev Ditte Marie opmærksom på, at hvis hun undlod at tage sin ellers livsvigtige insulin, tabte hun sig. Og fik den eftertragtede tynde mave.
I virkeligheden begyndte hun en langsom nedbrydning af sin egen krop. Det der i dag har ført til, at nogle af de vitale organer er begyndt at sætte ud.
Tarmsygdom satte fokus på mad
Ditte Marie husker godt, hvad det var, der fik hende til at få den sygelige fokus på egen krop i den unge alder. Det hele begyndte for alvor, da hun i en alder af 11 år som den første blandt veninderne fik sin menstruation.
- Da jeg fik det, begyndte jeg at græde. Jeg ville ikke være voksen. Jeg husker ligeså tydeligt, at jeg spurgte min mor, om det betød, at jeg ikke måtte lege med Barbiedukker mere.
Oveni den spæde overgang fra barn til teenager med de kropslige forandringer begyndte den unge pige at få problemer med maven, og hun skulle igennem en række tarmundersøgelser. Det var en hård omgang for en på 11 år.
- Jeg har altid været en fornuftig og dygtig pige, der kunne klare alt, så jeg tror ikke rigtig, jeg turde vise, at jeg ikke kunne magte det. Og så fandt jeg min egen måde at tackle den slags svære følelser, fortæller Ditte Marie.
Hun husker, at hun blev sat på en udrensningskur i forbindelse med undersøgelserne, hvor hun skulle leve af kogt vand og kylling i fem dage.
- Det gjorde, at jeg tabte mig lidt. Og dér slog det klik i mit hoved. Jeg kan ligeså tydeligt huske, at jeg stod på badeværelset og syntes, at min mave var pæn og flad. I dag er jeg ikke i tvivl om, at da alt blev så madfikseret, gik det galt. Det skubbede til mig.
Ligger om natten og planlægger morgenmaden
Lige siden dengang har mad været forbundet med kontrol og styring for Ditte Marie. Og hun bruger selv ord som undertrykkelse og magtesløshed, når hun skal beskrive sit forhold til mad.
- Alt omkring mad er meget kontrolleret og styret hos mig. Jeg giver mig selv lov til at spise noget. Jeg skal retfærdiggøre alt, hvad jeg spiser oppe i mit hoved, så jeg får det til at føles ok, fortæller hun.
Og sådan er det ved alle måltider.
- Jeg tænker på mad konstant. Jeg kan ligge og spekulere over min morgenmad hele natten, hvor jeg så bestemmer mig for, hvad jeg må spise. Når jeg så står op og skal have morgenmad, kæmper jeg ofte en kamp for at spise det, jeg har aftalt med mig selv.
For der er nemlig en hårfin grænse. Og der skal ikke mange krummer til for at vælte læsset. Så er der kun én ting at gøre.
- Når jeg overstiger min planlagte grænse, så skal jeg ud at kaste op. Det giver mig en ro, at det er væk fra kroppen igen, og så kan jeg slappe af - indtil næste måltid.
Der går det formentlig galt igen, for ofte får Ditte Marie en 'helt forfærdelig følelse', når hun har spist. Hun føler sig ulækker og kalder sig selv en fed ko. Det på trods af, at vægten hos den 34-årige kvinde fra Hjørring normalt ligger lige over de 40 kilo. Og lige nu endda under.
- Jeg kan slet ikke være i den følelse at være tyk på min mave. Så vil jeg næsten hellere æde et glas piller, så jeg ikke er her mere og dermed ikke har den følelse længere, forklarer hun.
- Jeg kan godt høre, at det lyder fuldstændigt åndssvagt. Men der sker noget indeni mig, som jeg ikke kan forklare.
Fik 'dødsdom' som 18-årig
Tankerne om ikke at være her længere har selvsagt fyldt meget for kun 34-årige Ditte Marie. Det er hun det, hun selv betegner som 'afklaret' med.
Det blev hun, da hun som 18-årig fik at vide af en læge, at hun ikke ville blive 30, hvis hun fortsatte med at leve på den måde.
Budskabet satte sig hos den unge kvinde, men ikke i form af evnerne til at gøre noget ved sin livsstil, men i forhold til at Ditte Marie i dag nærmest upåvirket kan tale om de barske realiteter, som følger med en mere end 22 år lang kamp mod spiseforstyrrelse.
Ditte Marie ved udmærket, at hendes situation er selvforskyldt, men hun føler ikke, hun kunne have gjort det anderledes:
Hun bliver ikke rørt af det på samme måde som veninderne, der sagtens kan fælde en tåre over Ditte Maries alt andet end lysende fremtid.
Den tror hun ikke rigtigt på, og hun planlægger helst heller ikke alt for langt ud i tiden. Det stresser hende. Hun lever en dag ad gangen. Nogle gange endda kun time for time. Og nyder de gode stunder og forsøger at sove de dårlige væk.
Kærligheden overvandt sygdommen
Ditte Marie har været gift med sin mand Mathias siden 2013. De mødte hinanden for 12 år siden igennem fælles venner. Til at begynde med var de bare gode venner, men Mathias ville gerne mere end det, og efter nogle år fik han endelig den tre år ældre Ditte Marie.
Fordi de to havde været rigtig gode venner, kendte han alt til sygdommen. Alligevel var han aldrig i tvivl om, at det skulle være de to.
- I modsætning til Ditte Marie, som har et meget stærkt kontrolgen, lever jeg mere en dag ad gangen. Og jeg kunne bare ikke se mig selv smide noget på gulvet, som føltes så godt og rigtigt, bare fordi jeg vidste, at hun ikke ville være her for altid. Jeg er jo glad for hende og elsker hende.
- Der kan jo også gå noget galt i et forhold, hvor begge er raske. Kræften kan banke på, og du kan blive kørt ned i et fodgængerfelt, uddyber 31-årige Mathias Birch.
Mathias valgte kærligheden til Ditte Marie velvidende, at det ville betyde begrænsninger i deres liv:
Han ved udmærket godt, at han ikke har sin kone ved sin side i mange år endnu. Og at den tid, de har tilbage sammen, ikke kommer til at blive spækket med rejser og vilde oplevelser.
- Vi har en rigtig god hverdag sammen, og vi snakker rigtig godt om alting. Vi sidder ofte ved bordet og spiller terninger og snakker om aftenen. Både om hverdagen, men også om de mere tunge emner. Og netop den åbenhed gør det lettere for mig at være i, når udsigterne ikke ser alt for godt ud.
Derfor ved Mathias også, at hans kone på et tidspunkt godt kan finde på nærmest helt bogstaveligt at trække stikket.
Ditte Marie er nemlig meget bevidst om, at hun ikke skal blive ved med at være her for enhver pris.
- Jeg frygter ikke at dø. Jeg frygter vejen dertil, og at det vil komme til at gøre ondt. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne falde om, og så var det det. Jeg ønsker for alt i verden at få en værdig død.
- Min værste frygt er, at jeg kommer til at ligge i en sygehusseng og ikke kunne agere med folk. At jeg ikke har kræfter til at være med socialt, ligesom jeg heller ikke vil kunne leve med, at jeg skal have skiftet ble og vaskes af andre.
En 'smutvej' til døden
Derfor har den blot 34-årige nordjyske kvinde undersøgt mulighederne for at komme til Schweiz, hvor aktiv dødshjælp er lovlig. Men da hun i november måned sidste år begyndte i den livsvigtige dialyse, fik hun samtidig noget, der kan lyde bizart, men som for Ditte Marie er en lettelse. Hun fik, hvad hun selv kalder en 'smutvej' til døden.
- Jeg kan bare sige dialyse fra, og så går der max 14 dage, før jeg dør af det. Det har jeg fortalt til Mathias og min familie.
Og det er noget, der er svært for de pårørende, fortæller Mathias.
En tur til Schweiz skulle planlægges og arrangeres, men dialysen kan i princippet stoppes med en beslutning fra den ene dag til den anden.
- Det er heller ikke nemt for Ditte Marie på den måde at stå med valget i egen hånd, men det er hendes valg, og vi forstår hende og respekterer hende, når hun siger, at hun ikke vil ende med at ligge uden at kunne noget, siger Mathias.
Ingen af de to vil gisne om, hvor lang tid Ditte Marie har tilbage. De ved begge, at det kun går én vej.
Mens de støtter hinanden ned ad den, kigger især Ditte Marie tilbage på et liv, hvor hun har brugt mere end halvdelen på at være syg. Og som i dag gør, at hun har lært at sætte pris på og nyde de små ting i livet.
- Jeg har min mand, min familie og mine venner. De gør, at jeg har indhold i livet. Og jeg føler faktisk, at jeg er glad og lykkelig, som tingene er lige nu. Jeg har nogle gode minder, som betyder alt. Og det er ikke sådan, at jeg ønsker, mit liv ikke skulle være levet, for det skulle det, slår hun fast.